Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

560 c) Den sorte Bjørn (U. americanus) er sort paa hele Legemet, men mindre end de Forrige. Pelsværket heras staaer i Skjonhed langt tilbage sor den russiske, sorte Bjørns. Det Bedste kommer fra Hudsonsbai, det Simplere fra Canada. Det afsættes til Tydskland og Rusland. Russiske sorte Bjørneskind komme i ubetydeligt Qvantum i Handelen. d) Hvidt Bjørneskind as den hvide Jis-eller Polarbjørn (U. maritimus), der lever i Grønland og det nordlige Jishav- Den er større end den almindelige Bjørn, har lange tætte Haar af en noget guuiagtig Farve, og dens Pelsværk er tidt meget kostbart. Iisbjørnen opholder sig meest paa Jsen og i Vandet: søger den t'and, forlader den sjel- dent Strandkanten og vælger endog et Sted til Hic om Vinteren saa nær denne som muligt. Den suldvoxne grønlandste Jisbjørns Størrelse er at ligne ved en almindelig Studs; den kan veie over 30 — sBi følge her Mathiesen.s — Uagtet dens plumpe Former er den dog meget behændig og hurtig i Løbet ligeud; derimod har den Vanske- lighed ved at løbe rundt i en mindre Cirkel. — Jkkun Grønlænderne befatte sig med Fangsten af dette Dyr, til hvilken der hører saavel Forsigtighed som en Snuhcd, der over- gaaer Bjørnens. I Nord-Grønland steer Fangsten ofte under Slædekjørselcn, tidt endog ufrivilligt; thi Hundene ere ikke at holde tilbage, naar de lugte Bjørnespor, men storme i vildt Løb stem efter Dyret. I et fligt Tilfælde maa Grønlænderen, som er paa Slæden, kappe Skaglerne, eller, hvis dette ikke er ham muligt, kaste sig as den, førend Bjørnen naacs; thi det kan ellers let hænd es, at denne kan blive saaledes indsnørct as Hundenes Seletøj, at den væltes ind paa Manden, der sidder paa Slæden, hvorved kan afstedkommes Ulykke. Ved at bemærke sine Angribere er det Bjørnens første Foretagende at udsøge sig et i Jsen indefrosset Jisbjerg, der er saa steilt, at Hundene ikke kunne følge den, skjøndt den selv ved Hjælp as dens uhyre Kraft og stærke Kløer med Lethed deftiger den steileste Jisvæg. Lykkes det Dyret at sinde et saadant Tilflugtssted, er det srelst for Hundene, men somoftest fældes det da ved Grønlænderens Riffel; lykkes det ikke, begynder Bjørnen Kampen i siddende Stilling, fordi den veed, at Hundene altid angribe den bagfra, og værger sig til det sidste Oieblik. Sjeldenl offres en Hund, og 5 ä 6 saadanne modige Dyr overmande gjernc Bjørnen, hvis ikke forinden en Riffelkugle har gjort det af med ben. Den almindelige Maade, Bjørnen fældes paa, er dog paa Land med Riflen, og paa Havet fra Kajakken med grønlandske Fangeredflaber. — Naar Sult ikke nøder den dertil, eller den er bleven saaret, angriber den ikke Mennesket. Grønlænderne staae des- uagtet, vist fejlagtigt, i den Tro, at den kun flygter for Mænd, men angriber Qvindcr; idetmindste er det almindeligt, at disse Sidste, naar Bjørnen i Mandenes Fraværelse nærmer sig deres Boliger, løse Haartoppcn, sor at Haaret, ligesom Mandenes, kan hænge ned over Skuldrene, og først da forsøge de at stramme den bort, hvilket gjernc lykkes; endog Drengene fordrive ofte dette Dyr med Steenkast. Faaer Bjørnen Tid til at undersøge sin Gjenstand, flygter den ikke saa let. Saaledes havde en Kajakmand paa en Reise, fortæller Mathiesen, en Dag lagt Kajakken op i Fjeren o: den yderste Strandkant, og noget fra den lagt sig til at sove ved en stor Steen. Af denne Søvn vækkedes han ved en stærk, heed Bind, der blæste ham i An- sigtet, og hans Skræk var, efter hans eget Udsagn, som en „Dødsdømtes", da han stirrer en Jisbjørn lige ind i Oinene. Grønlændernes Selvbeherskelse er imidlertid under flige tilvante Omstændigheder utrolig. Det eneste, der kan give Haab om Redning, er nemlig da fuldkommen Ubevægelighed med tilbageholdt Aandedræt; thi mærker Bjørnen mindste Livstegn, knuser et Slag af Lallen øjeblikkelig Hovedet paa Mennesket; treer den derimod