Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 535
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
SPURVEFUGLENE
99
Begyndelsen hver Aften vender tilbage. »Fader, Moder og Børn«, skriver Naumann, »trykker sig sammen deri, ofte 7—8 i Tallet, og der er da hver Aften saa knap Plads, at det varer længe, førend Familien kommer til Ro, saa at man tit maa undre sig over, at Reden kan taale de mange Slagsmaal uden at revne eller falde ned. Striden bliver ofte meget alvorlig, især naar de unge Fugle, som det ikke sjeldent sker, hvor der er mange Reder sammen, forvilder sig ind i en fremmed Rede, ud af hvilken de da bestandig kastes baade af Gamle og Unge, som tappert forsvarer Besiddelsen af deres lovlige Ejendom.«
Lærke- og Dværgfalken, især den første, er Bysvalens værste Fjender; men ogsaa Graaspurven viser sig som en slem Nabo. Den indlogerer sig frækt i Bysvalens Rede, og i Bevidstheden om sin overlegne Styrke bryder den sig kun lidt om de ængstelige Skrig, med hvilke de Fordrevne omflagrer den. Man har endogsaa iagttaget, at en Spurv har hugget unge Svaler ihjel og kastet dem ud af Reden, inden den tog den i Besiddelse. Det er uden al Tvivl en Fabel, at Svalerne i saadanne Tilfælde indmurer Spurven af Hævn. Den vilde vel næppe vente saa længe. Svalernes eneste Værn er at gøre Indgangshullet saa snævert, at Spurven, som er noget tykkere end de, ikke kan komme igennem.
Di ges val en paa norsk: Strandsvalen (Clivicola riparia) er oventil askegraa eller snavset brun og paa Undersiden hvid med et bredt graabrunt Baand over Brystet. I Europa mangler den ikke i noget Land, skønt den vel næppe yngler i det høje Norden. I det hele ynder den at være nær ved Vand og findes derfor som oftest ved Damme, Søer og Strandbredder, paa Klinter samt i Jord-og Sandskrænter, især naar disse Steder ligger noget afsides. Den graver med stort Besvær dybe Huller i Jorden, som oftest ved det øverste af Skraaningen eller Jordvæggen, men ialtfald i en saa stor Højde, at selv en stærk Oversvømmelse ikke kan naa derop. Paa alle Rugepladser findes der hele Kolonier af Reder. Mindre end 5 Par Digesvaler træffes der ikke let sammen, men ofte endog Hundreder; 20—40 Par turde dog være det almindeligste. »Det grænser til det utrolige«, siger Naumann, »og maa vække vor Beundring at se en saa flntbygget lille Fugl med saa svage Lemmei fuldføre et saadant Kæmpeværk og ovenikøbet i saa kort Tid; thi paa to tre Dage foretager den et Par Udhulinger af en fra 1—2 M. lang Gang, som fortil er 4—6 Ctm. vid, og som, vandret eller i skraa Retning opefter fører til en Udvidelse, i hvilken Reden findes. Svalernes Iver og Travlhed under dette anstrengende Arbejde grænser til det komiske, især naar man iagttager, hvor møjsommelig de med de smaa Fødder bortskaffer den løsnede Jord, idet begge Mager troligt staar hinanden bi. Hvorfor de ofte opgiver Arbejdet, naar det er halvt færdigt, og fuldfører en anden Gang, uden dog at bygge Rede der, men først paa et tredje Sted, er og bliver en Gaade; thi til Soveplads benytter hele Familien kun én Gang, nemlig