Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SKRIGEFUGLENE 109 samme Levemaade. De tilbringer Størstedelen af deres Liv med at klatre; selv naar de sover, hænger de sig i Klatrestilling paa Inder-væggene i Træhuller, altsaa paa lodrette Flader. Til Jorden kommer de sjældent og hopper da omkring med ubehændige Spring. De flyver som oftest kun fra Træ til Træ, sænker sig i Flugten dybt ned og begynder deres Undersøgelser langt nede paa Stammen, lavt over Jorden; de klatrer i store, rask paa hinanden følgende Spring enten lige opad eller i Skruelinier rundt om Træstammen, derimod aldrig med Hovedet nedad saaledes som Spætmejsen. I Forhold til Fuglens Størrelse afhugges der større eller mindre Stykker Bark; Insekterne bringes derved for Dagen, spiddes paa Tungen og siuges. Enkelte Arter fortærer dog tillige Frø, ja anlægger endog Forraad deraf. Den sædvanlige Stemme er en kort, velklingende Lyd, og Glæde udtrykkes ved et Skrig, der næsten lyder som en høj Latter. Desuden frembringer Hannerne en ejendommelig Musik i Skoven ved at banke rask med Næbet paa løs Bark, — en Trommen, hvorved de kalder Hunnerne til sig. Spætterne er Stand- eller Strøgfugle, aldrig Trækfugle. De yngler i trøskede Træer, som de selv udhuler. De er i høj Grad nyttige Dyr. Sortspætten, paa nork ogsaa kaldet Gertrudsfuglen (JDry-ocopus martius) er mat sort med højrød Hætte (Hannen) eller Nakke (Hunnen). Længden udgør 47—50 Ctm. I Europa findes Sortspætten til henimod 68o n. Br., mod Syden bliver den sjældnere, og kun i Norge, Sverige og Rusland forekommer den nogenlunde hyppig i de store Naaleskove. Den er meget sky og holder sig ængstelig borte fra Mennesket; dog kan et eneste hult Træ fængsle den til en Egn, saa at den først forlader den, naar Træet er fældet. Forøvrig er den en munter, behændig og stærk Fugl, der, foruden træborende Larver og Insekter, ikke sjældent tager Myrer. Parringen foregaar i Marts og April. Reden, eller rettere Rugehulen, findes i Træstammen, i en betydelig Højde over Jorden og daanes ved, at Fuglen med sit Næb udhugger ofte forholdsvis meget store, indtil 15 Ctm. lange Spaaner, især hvor Grene er brudte af. Arbejdet volder den i Begyndelsen utrolig Møje, saa længe den ikke har tilstrækkelig Plads til at bevæge sig. Hullet, som er 40 Ctm. dybt og 15 Ctm. i Tværmaal, tilvejebringes først efter henved fjorten Dages strængt Arbejde; men det benyttes ogsaa flere Aar i Træk som Rede. Paa Bunden deraf lægger Hunnen 3—4 smaa, glatskallede, glinsende hvide Æg. Begge Mager ruger i omtrent 16—18 Dage. Grønspætten, paa norsk ogsaa kaldet Gulspætten (Picus viridis') er oventil græsgrøn, nedenunder lys graagrøn. Hætten er karmoisinrød paa graablaa Grund, Panden og en Plet om Øjet sort. Længden udgør 31 Ctm. Grønspætten har hjemme i saa godt som hele Europa. Den