Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

118 DYRENES LIV da i Luften, som baaret af en usynlig Traad, en af disse Lilleputfugle, hvis Farvepragt har aflokket Iagttagerne saa mange Sammenligninger, snart med alle mulige Ædelstene, snart med Regnbuen eller med selve Solens Lys. Foran Blomsten — men uden at hvile sig paa denne, saaledes som Insekterne gør, — »staar« Kolibrien, medens dens lange Tunge undersøger, om der i Blomstens Indre er Honningsaft. Paa hver Side af den lille straalende Krop tegner Vingeslagene en uklar Halvcirkel i Luften, et uroligt svirrende og flimrende Taagehjul. Aldeles forbavsende er denne Kolibriernes Ævne til at holde sig svævende nøjagtig paa samme Plet, medens de suger Honning. Aldrig forfejler de Retning, naar de efter lynsnar Fart i mindre end et Nu standser foran en Blomst; aldrig mister de Balancen, medens de nogle Sekunder svæver foran den, indtil de i næste Nu kaster sig hen foran en anden Blomst. I disse tilsyneladende Hvilestillinger, der i Virkeligheden maa kræve en uhyre Kraft, fremkalder Kolibrien Forestillingen om et vidunderlig sindrigt Miniaturmaski-neri, arbejdende under den højst mulige Spænding. At den tilfulde er sig sin enestaaende Sikkerhed og Hurtighed bevidst, lægger den for Dagen paa en næsten udfordrende Maade. Frejdig og sorgløs svirrer den en om Hovedet, saa nær, at man uvilkaarligt fristes til at gribe efter den; — men dens smaa, vagtsomme, sorte Øjne opdager den ringeste mistænkelige Bevægelse, og ilsom som en Tanke er den borte, — omme paa den modsatte Side af Træet, højt oppe i Luften eller farende som en Pil af Sted til et andet Træ, hvor den paa ny begynder sin lunefulde Dans fra Blomst til Blomst. Hele Kolibriens Væsen cr koncentreret i dens Flugt, og hvilket poetisk Indtryk denne gør paa den umiddelbare Iagttager, viser ikke blot den brasilianske Benævnelse Blomsterkysser en, men ogsaa den smukke Legende hos Indianerstammen Tupi, hvorefter den afdødes Sjæl tager Bopæl i en Blomst, indtil Guanumby, »Himlens Fugl«, suger den til sig og bærer den bort. I et sydamerikansk Syndflodssagn er det da heller ikke Duen men Kolibrien, der bringer det overlevende Indianerpar den første Genhilsen fra Livet. . . . « Naar Kolibrier sætter sig i hastig Bevægelse, frembringer deres Vingeslag en ejendommelig, skarp Summen, hvoraf hele Slægten har faaet det engelske Navn Humming birds (summende Fugle). Til at hvile sig paa vælger de gerne en bladløs Gren; paa Jorden er de ligesaa ubehændige som Mursvalerne og kommer der ligesaa sjældent; dog kan man se dem sætte sig der f. Eks. for at drikke. Tidligere antog man, at disse prægtige Smaafugle levede af Blomsterhonning. Badier opdagede dog allerede i 1778, at Insekter udgør deres egentlige Næring, og denne Iagttagelse bekræftes af senere, navnkundige Forskere. Blandt andre bemærker Audubon: »Føden bestaar fortrinsvis af Insekter, især af Smaabiller. Der findes sædvanligvis ogsaa Biller i deres Mave sammen med Smaa-