Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

128 DYRENES LIV Her skal blot nævnes den afbildede Paafugletrogon eller Quesal (Calurus resplendens), der har en hjelmformet Top og en overordentlig stærk Udvikling af Dækfjerene. Den er oventil og paa Overbrystet glinsende gulgrøn, underneden karmoisinrød. De mellemste Styrefjer er sorte og de yderste hvide med sorte Tvær-baand. Næbet er gult og Foden brun. Kroppens Længde udgør 24 Ctm., Halefjerenes 65 Ctm. Denne farvestraalende Fugl har hjemme i Mellemamerikas Bjærgskove, i en Højde af omtrent 2000 M. over Havet. Naar den flyver, bølger de lange Halefjer efter den uden at hin dre dens Bevægelser. Lok- Quesai (Han). ^ketonen lyder som et klangfuldt »Viu, viu!« Forøvrigt er Stemmen raa og ubehagelig. Føden bestaar mere af Frugter end af Insekter. Den gamle Verdens Repræsentanter for Tukanerne er Næsehornsfuglene (Buce-rotidae), som iøvrigt i flere Henseender adskiller sig fra hine. Deres lange, meget tykke, mere eller mindre bøjede og med særegne Udvækster eller »Horn« forsynede Næb danner et saa betegnende Mærke for disse Fugle, at de ikke godt kan forveksles med andre. Næsebornsfuglene har hjemme i Sydasien, paa de ma-layiske Øer og i Mellem- og Sydafrika. De findes fra Kysten til en Højde af ca. 3000 M., altid i tætte, højstammede Skove. Alle Arter lever parvis, men er selskabelige Dyr, som ikke alene slutter sig til deres Lige, men til beslægtede, ja endog til andre Arter, naar de blot fører samme Levemaade. Ligesom Tukanerne tilbringer de Størstedelen af deres Liv paa Træer. Flugten er ret god, men saa støjende, at den høres en Fjerdingvej bort. Det er sky, forsigtige, agtpaagivende og i det hele kloge Fugle. Stemmen er en dump En- eller Tostavelseslyd, som ofte høres og væsentlig bidrager til at oplive Skovene i disse Fugles Hjemstavn. Føden er meget blandet. De fleste Næsehornsfugle angriber smaa Hvirveldyr og Insekter, ja de forsmaar ikke en Gang