Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 535
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
150
DYRENES LIV
Flokken sidder og æder, høres kun den raslende Lyd af de nedfaldende Frugthylstre, eller i det højeste veksler Fuglene nogle sagte Toner, som har en vis Lighed med Klangen af en menneskelig Samtale. Men forstyrres de i Maaltidet af en Jæger, der har sneget sig hen til Træet, svinger Flokken sig til Vejrs med et bedøvende Skrig, som bedst kan gengives med Ordet »Arara«. Fra de ældste Tider synes Indianerne at have haft fangne Araraer om sig, og allerede ved Amerikas Opdagelse var det Columbus paafaldende, at de Indfødte paa Antillerne holdt store Papegøjer i Stedet for Høns og spiste deres Kød.
Til Parakiterne (Conurus) hører den eneste Papegøje, der forekommer i Nordamerika, og som efter en Del af sin Hjemstavn kaldes Carolinaparakiten (C. carolinensis'). Den forekommer imidlertid indtil 43 °n. Br., og Wilson forsikrer, at han til sin store Overraskelse i en Snestorm i Februar Maaned har set en Flok af disse Fugle flyve højtskrigende hen langsmed Ohios Bred. Undertiden kaster denne Papegøjeart sig massevis over Plantagerne ved Mississippi og anretter betydelig Skade.
Den af alle Papegøjer, som egner sig bedst til Stuefugl, er den vatrede Papegøje (Melopsittacus undulatus), der ikke saa meget udmærker sig ved sine Fjers Pragt som ved sit indsmigrende og tiltalende Væsen. Dens Hovedfarve er græsgrøn, oventil fint brunplettet og brunvatret og underneden ensfarvet grøn. Den lever i uhyre Skarer paa Græssletterne i det indre af Nyholland, og næsten ethvert Skib, der kommer fra Australien, medbringer den i Hundredevis i smaa Rejsebure, hvis Pinde er anbragte amfiteatralsk, for at et saa stort Antal Fugle som muligt kan finde Plads i det snævre Rum. Strid og Kiv iagttages der aldrig mellem dem. Dog hører de ikke til de saakaldte »Selskabsfugle«, der dør af Sorg, naar de mister deres Mage. Til deres øvrige gode Egenskaber kommer den, at deres Smaakvidren næsten kan kaldes Sang, og at de aldrig skriger paa nogen støjende eller ubehagelig Maade. De er desuden meget nøjsomme og kan leve Aar ud og Aar ind ved Hirse og Kanariefrø samt af og til lidt Grønt, navnlig Kaalblade. Ved passende Pleje bringes de let til at yngle i Fangenskab.
En af de mærkeligste Papegøjer er Kakapoen eller Uglepapegøjen fra Nyzeeland (JStringops habroptilus). Den minder, paa Klatrefødderne nær, i en paafaldende Grad om Uglerne: Fjerene er ligesom hos disse bløde og løse og danner en Art Slør; Vingerne er korte og afrundede, Næbet langt og bøjet og ligesom hos Natrovfuglene halvt skjult mellem Fjerbørster. Farven er mørkegrøn med en temmelig regelmæssig Baandtegning og med enkelte gule Pletter. I Størrelse nærmer Kakapoen sig Hornuglen, men den er meget slankere bygget.
Den findes kun i afsidesliggende Dale paa den sydligste af de