Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

158 DYRENES LIV Næb er meget højere, end det er bredt, og Overnæbet ender i en skarp, krogformet Spids, der gaar ned over Undernæbet. Dets Rand har ingen Tand eller Udbugtning, hvorimod Undernæbet fortil er skævt afstumpet og paa hver Side har tre Tænder. Foden er kraftig. Farven er overvejende sortgrøn og rødbrun. Tandduen lever i Flokke paa Jorden i det Indre af Samoaøerne. De Indfødte kalder den Manumea eller »den røde Fugl« og sætter saa stor Pris paa dens Kød, at de hvert Aar foretager et længere Jagttog mellem Bjærgene, for at fange Manumeaer. Til denne Gruppe af Duer henregnes i Almindelighed den nu uddøde Dronte (Didus ineplus), en stor og klodset Jorddue, som ikke kunde flyve, og som levede paa Øerne Madagaskar, Mauritius og Bourbon. Den var højere end en Svane, og vejede 12—13 Kilo. Hovedfarven var graa, Vinger og Halefjer gule. Dronten, der allerede i 1497 af Vasco de Gamas Ledsagere blev fore-funden i Mængde paa de nævnte Øer, eksisterede der endnu i det 17. Aarhundrede. 1683 blev der saa-ledes forevist et levende Eksemplar i London. Henimod Slutningen af Aarhun-dredet (omtrent 1690) synes Fuglene at være bievne udryddede af Portugiserne og Hollænderne. De paa de maskarenske Øer landende Søfolk dræb- Dronte. te dem i Mængde med Knipler og forlærede dem ferske eller nedsaltede dem. Af en anden Dronteart, Eneboeren (D. solitarias), medloges 1666 fra Øen Bourbon to Eksemplarer til Ludvig XIV ■ de døde dog snart. Denne Art var saa stor som en Gaas, kunde ikke flyve og var hvid med sorte Vinge- og Halespidser. Kødet var velsmagende. Af begge disse udryddede, usædvanlig store Duearter haves der Skeletdele i det zoologiske Musæum i København.