Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

160 DYRENES LIV Falkene (Falconidae) har et kort og stærkt Næb med en nøgen Vokshud ved Roden; Overnæbet er med en skarp Krog bøjet over Undernæbet og har en Tak, som passer ind i en Udskæring i i dette. De lev&r i Almindelighed kun af Bytte, som de selv fanger. Blandt alle Rovfuglene indtager Ædelfalkene (Falco) den første Rang, da de mest afgjort besidder Rovfuglenes Præg. De kan slaa ned paa flyvende Fugle, hvorimod de uædle Falke kun tager siddende Fugle, Mus o. s. v. Fluglen er overordentlig hurtig, udholdende og behændig. De gennemflyver store Strækninger i utrolig Hast og kaster sig undertiden, naar de vil angribe, fra en betydelig Højde saa hastig til Jorden, at Øjet ikke faar Tid til at opfatte Le gemets Form. Før Parringen stiger de op til en meget stor Højde og svæver der om i prægtige Kredse, idet de til deres egen Fornøjelse og til Opmuntring for Hunnen holder de herligste Flyveøvelser. Hvirveldyr, navnlig Fugle, udgør den væsentligste Næring. Det fangede Bytte fortæres sjældent der, hvor det bliver grebet, men føres som oftest til et Sted, hvor der er fri Udsigt, Jagtfalke. og først der bli- ver det plukket, til Dels flaaet og derpaa fortæret. Morgen- og Aftentimerne er Falkenes egentlige Jagttid. Om Middagen sidder de stille og ubevægelige med fyldt Kro paa et højtliggende Sted for med halvt rejste Fjer og i en døsig Tilstand at hengive sig til Fordøjelsesprocessen. Om Sommeren lever Falkene parvis paa et Omraade, indenfor hvilket de ikke taaler nogen anden Rovfugl. Reden anlægges paa stejle Klippevægge, bøje Bygninger eller i Toppen af de højeste Skovtræer. Ædelfalkene hører til de skadeligste Dyr i vore Skove. Derimod er de fra de ældste Tider bievne benyttede til Jagt, hvilket endnu sker i mange Dele af Asien og Afrika. De til Falkejagt hørende Redskaber er: En Læderhætte, der