Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 161 ikke maa trykke Øjnene, en ganske kort og en 2 Meter lang Læderrem, der fæstes til Fuglens Fodbeklædning, som ligeledes er af Læder. Lokkebilledet er et ovalt Legeme, til hvilken der er fæstet et Par Fuglevinger. Tykke Handsker sikrer Falkonerens Hænder mod Falkens Kløer. Saasnart Afretningen skal begynde, faar Fuglen Hætten paa, bliver bundet og maa sulte i 24 Timer, hvorpaa den sættes paa Haanden og trakteres med en Fugl, efter at Hætten er taget af den. Vil den ikke æde, faar den igen Hætten paa, og tages ikke for igen før 24 Timen efter, og selv om den i hele fem Dage ikke frivillig skulde æde paa Haanden, faar den hver Gang ubarm-hjærtig Hætten paa og bindes igen, saa sulten som den er. Jo oftere den iøvrigt i denne Tid bliver befriet for Hætten og baaret om, desto før bliver den tam og æder frivillig paa Haanden. Er den kommen saa vidt, saa begynder de egentlige Læreøvelser. De bestaar i, at Fuglen uden Hætte sættes paa en Stoleryg og derfra maa flyve et længere og længere Stykke hen paa Falkonerens Haand for at æde; derpaa gentages det samme i det Frie, idet Falken ved en lang Snor hindres i at flyve bort. Under disse Øvelser stiller Falkoneren sig saaledes, at Fuglen maa flyve mod Vinden, da den som andre Fugle ikke gerne flyver med Vinden. Naar den gør sine Sager godt, sættes den om Aftenen med Hætte paa i et frit ophængt Tøndebaand og gynges hele Natten igennem, saa at den ikke kan sove. Den følgende Morgen gentages Øvelserne: den maa æde paa Haanden, bliver baaret til om Aftenen og derpaa igen gynget hele Natten i Tøndebaandet. Man bærer sig ad paa samme Maade den tredie Dag og den tredie Nat; den fjerde Dag gentages det hele, og først nu forundes der Falken Ro om Natten. Den følgende Dag sættes den uden Snor, kun med Bibeholdelse af den lange Rem, frit paa Jorden og maa for at æde flyve op paa Haanden; flyver den forbi, gaar man efter den og lokker saa længe ad den, at den til sidst kommer. Denne Øvelse gentages nu ofte i det Frie, og Fuglen vænnes til at flyve op paa Haandén af Jægeren, selv om han er til Hest, og den afrettes i det hele til hverken at være bange for Mennesker eller Hunde. Nu kommer de egentlige Forberedelsesøvelser til selve Jagten: man kaster en død Due op i Luften, lader den i en lang Snor tilbageholdte Falk flyve efter den og første Gang æde lidt af den. Senere bliver Duen straks taget fra den, og den faar nu noget at æde paa Haanden. Den samme Øvelse gentages den følgende Dag med levende Fugle, hvis Vinger er noget stækkede; derpaa opsøger man med Hønsehund Agerhøns, helst en enkelt, tager rask Hætten af Fuglen, naar Agerhønen flyver op, og lader Falken flyve efter den. Skulde den slaa ned ved Siden af Agerhønen, lokker man den til sig med en levende Due, hvis Vinger er stækkede, eller med Lokkebilledet. For at vænne den til ogsaa at angribe stærkere Fugle, som Hejrer og Traner, øver man dem først paa unge Fugle af denne Art, eller -paa gamle med stækkede Vinger, hvis Næb er Brehm Dyrenes Liv. II. 11