Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

162 DYRENES LIV stukket i en Skede: i Begyndelsen lader man den ogsaa anstille sine Forsøg i Selskab med en god, gammel Falk. De til disse Øvelser bestemte Hejrer og Traner faar et Hylster af tyndt Læder om Halsen, for at de ikke saa let skal blive ombragte. Falkene søger, idet de svinger sig rask i Vejret, at komme op over Hejren for oven fra at kunne slaa ned paa den; Hejren søger imidlertid ligeledes at stige højere i Vejret og byder med forbavsende Hurtighed Fjenden den skarpe Spids af sit Næb, for at Rovfuglen kan spidde sig selv, idet den slaar ned. Endelig gribes den dog og styrter ned fra det Høje med sin Modstander. De tililende Jægere gør hurtigt Falken løs, rækker den til Belønning en Lækkerbidsken og plukker de smukkeste Fjer af Hejren. Derpaa lægges der denne en Metalring om Benet, paa hvilken Aarstallet og Fangststedet er indgravet, og derpaa slippes den atter løs. Mange Hejrer er bievne fangede flere Gange, tit med et Mellemrum af en Række Aar, og er derfor prydede med flere Ringe. Skal en Falk øves i at slaa ned paa Harer, lader man Falken nogle Gange fortære sit Maaltid paa en udstoppet Hare; dernæst binder man Kød paa den udstoppede, paa Hjul anbragte Figur og lader den trække hurtigere og hurtigere af Sted, først af et Menneske og derpaa af en rask Hest, og lader Falken sætte efter den. Paa den mest storartede Maade er Falkejagten fra gammel Tid bleven drevet i Mellemasien. Endnu drives den ivrigt af Perserne og Hinduerne, hvilke sidste anser »Shahin« eller den kongelige Falk for den fortrinligste af alle Jaglfugle. De egentlige Jagtfalke bebor det høje Norden. De kendes bl. a. paa deres betydelige Størrelse, det forholdsvis stærke, i en skarp Bue krummede Næb, det indtil to Tredjedele af Længden befjerede Løb og paa den i Sammenligning med Vingerne lange Hale. Den gamle Jagt falk eller islandske Falk {Falco candicans), er overalt tegnet med mørke Længdepletter paa ren hvid Grund; i en høj Alder bliver den helt hvid paa Undersiden og har smaa, mørke Pletter paa Ryggen. Den unge Fugl er oventil brun, nedenunder hvidgul med brune Længdepletter. Jagtfalken har hjemme paa Island, i det nordlige Norge og Sverige, samt i den nordligste Del af Amerika; helst bygger den i Nærheden af Fuglebjærge, hvor der om Sommeren samles Hun-dredetusinder, ja Millioner af Søfugle for at ruge, og hvor den er en sand Svøbe for alt Fugleliv. I ældre Tider blev der aarlig af den danske Regering sendt et eget Skib, »Falkeskibet«, til Island for at hente Ædelfalke, og Falkefangsten var da en af Øens Herligheder, der indbragte 4—6000 Kr. om Aaret. De gamle Jagtfalke er Standfugle; de yngre drager derimod ofte om Vinteren til sydligere Egne, bl. a. Danmark. Vandrefalkene staar Jagtfalkene nær og skelnes kun fra disse ved deres ringere Størrelse, stærkere bøjede Næb, mindre befjerede Løb og korte Hale. Den almindelige Vandrefalk eller Due-