Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 163 falk (F. percg rinus') er som gammel lys skifergraa paa hele Oversiden, med mørke, trekantede Pletter af samme Farve, ved hvilke der frembringes en baandagtig Tegning. Vokshuden og det nøgne Sted om Øjet er gule; Næbet er lyseblaat og Foden gul. Den gamle Hun bliver ca. 50 Ctm. lang, Hannen noget mindre. Vandrefalken fortjener sit Navn, thi den strejfer om næsten i hele Verden og er udbredt over største Delen af Europa, Asien, Afrika og Nordamerika. Dens Flyveevne er saa overordentlig stor, at Rejser paa over hundrede Mil kun er mindre Udflugter for den. Den findes i Skovstrækninger, i Bjærgegne, ja endog i store folkerige Byer. Unge Fugle kommer paa deres Strejftog bl. a. jævnlig til København og søger da Ly i Hovedstadens Taarne. Alle de Fugle, der angribes af Vandrefalken, kender den godt og søger at redde sig, saa snart de faar Øje paa den. Naar den forfølger et Bytte, flyver den saa hurtigt, at man hører en Susen og ser et mørkt Legeme fare ned gennem Luften, uden at kunne skelne, at det er en Falk. Denne Voldsomhed i Angrebet er formodentlig Grunden til, at den kun sjældent slaar ned paa siddende Fugle; thi den vilde derved komme i Fare for at knuse sig selv. Det forsikres, at den undertiden, naar den forfølger Ænder, finder sin Død i Vandet, idet dens Nedslag er saa mægtigt, at den kommer dybt under Vandfladen og maa drukne. For øvrigt griber den kun sjældent fejl, men jager med en legende Lethed. Mærkeligt er det, at alle Ædelfalke straks lader deres Bytte fare, naar de ser sig angrebne. Selv til den fejge Glente, som en modig Høne kan holde borte fra Kyllingerne, overlader Falken sit Bytte. I Asien og Afrika lever der flere Slægtninge af den europæiske Vandrefalk, deriblandt den rødhalsede Falk (F. ruficollis), den mindste, men smukkeste af alle Ædelfalke. Lærkefalken (F. subbuteo) er kun 31 Ctm. lang og har et Vingefang af 78 Ctm. Oversiden er mørk blaagraa eller mørkebrun og Nakken hvidplettet. Denne, den ædleste af vore Ædélfalke, har hjemme i hele Europa og i den tempererede Del af Asien. Det er en munter, kæk og behændig Rovfugl, som er Marklærkernes Skræk og endog bliver farlig for de hurtige Svaler. Sædvanligvis flyver den lavt hen over Jorden, og naar Lærkerne om Sommeren ser den komme langt borte, stiger de hastigt i Vejret til en saa stor Højde, at det menneskelige Øje næppe kan skelne dem, og slaar der rolig deres Triller; thi de ved, at Falken ikke angriber dem der, fordi den maa endnu højere op for at kunne slaa ned paa dem. Svalerne gør megen Støj ved Lærkefalkens Komme, samler sig i en Flok og stiger skrigende til Vejrs. Paa de enkelte lavere flyvende gør den Jagt og fanger dem, idet den slaar ned efter dem indtil en halv Snes Gange. Griber den fremdeles fejl, saa opgiver den Jagten og flyver bort. Reden anbringes i høje Træer. Lærkefalken anretter ligesom Vandrefalken megen Skade, og man har beregnet, at den mindst fortærer 1095 Smaafugle om Aaret.