164
DYRENES LIV
Rødfalkene, til hvilke Taarnfalken og dens sydeuropæiske Slægtninge hører, adskiller sig fra Ædelfalkene ved deres kortere og tykkere Tæer, længere Hale og løsere Fjerdragt.
Taarnfalken (Falco tinnunculus') er en meget smuk Fugl af 33 Ctm.s Længde. Hoved, Nakke og Hale er askegraa, den sidste med et bredt, blaasort, hvidkantet Baand; paa Ryggen er den smuk rustbrun, med en trekantet Plet i Spidsen af hver Fjer; under Struben er den hvidgul, paa Bryst og Bug rødgraa eller bleggul, med sorte Længdepletter.
I Europa og Asien synes Taarnfalken intetsteds at mangle, aller-
Lærkefalk.
mindst i Bjærgegne. I Danmark er den vel ikke sjælden, men træffes dog heller ikke meget hyppig. I Borgruiner bygger den ofte, og den opholder sig ogsaa i de fleste store Byer. Mus og Insekter udgør dens vigtigste Næring; af og til snapper den ogsaa en Fugleunge. Skadelig kan den imidlertid ikke kaldes, da den fortærer langt flere besværlige end nyttige Dyr. Taarnfalkene er mere muntre og livlige end Ædelfalkene. De er overmodige og drillelystne, og for større Rovfugle, navnlig Hornugler, bliver de ofte meget besværlige ved ivrig at forfølge dem. Den sydeuropæiske Taarnfalk forfølger de store Sværme af Vandregræshopper.
Nær beslægtet med Taarnfalkene er den ligeledes insektædende,