Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 165 meget smukke sydeuropæiske Rovfugl, Rødfod- eller Aftenfalken (Falco vespertinus). Bug og Bukser er rustbrune, den øvrige Fjerdragt er ensfarvet skiferblaa; Vokshuden og Fødderne er teglstensrøde, Næbet bagtil gult og i Spidsen blaaligt. Aftenfalken har hjemme i det sydøstlige Europa og i hele Mellemasien. Derfra vandrer den hver Vinter til Indien. I sin hele Færd har den en stor Lighed med Taarnfalkene, og den bliver ligesom disse meget tam i Fangenskab. De mindste af alle Falke bebor Sydasien. Det er Rovfugle af en Lærkes Størrelse, som dog til Trods for deres Lidenhed kappes i Dristighed med de stærkeste Ædelfalke. Disse nydelige Smaafalke er ejendommelige for Indien og de malayiske Lande og er udbredte der i [henimod en halv Snes Arter. Den mest bekendte af disse, Muti’en (Hierax coeralescens), er en Fugl af i det højeste 20 Ctms. Længde. Navnet Muti betyder »en Haandfuld« og kommer af, at den lille Falk paa Jagt bæres i den hule Haand og som en Sten kastes efter Byttet, navnlig efter Vagtler. * * ❖ Ørnene (Aquila) er store Fugle med et stærkt, ved Roden lige Næb. Nakkefjerene er enten tilspidsede eller forlængede til en Top; Øjet er stort og faar et ejendommeligt, dristigt Udtryk ved, at Pandebenet springer langt frem over det. Ørnene er udbredte over hele Jorden. De nordiske Arter er for største Delen Vandrefugle, alle i det mindste Strøgfugle, som udenfor Rugetiden gør kortere Rejser. Om Sommeren taaler de ikke noget andet Par indenfor deres Enemærker; kun paa Rejser om Vinteren eller ved et Maaltid, som er tilstrækkeligt for flere, samles der adskillige. Med andre Fugle staar de ikke paa selskabelig Fod, dog tillader de undertiden Gæster, f. Eks. Finkearter, at opslaa Bolig i Redens Underlag. Det kan overhovedet ikke nægtes, at Ørnene af og til viser en lignende Højmodighed som den, Løven under visse Omstændigheder lægger for Dagen. Paa faa Undtagelser nær gør de deres Rygte Ære og er virkelig ædle Fugle. Deres Flugt er udmærket skøn og har ikke det urolige, som er karakteristisk for Ædelfalkenes og Høgenes Flugt; Gangen er ubehændig, og en Ørn tager sig bedst ud, naar den sidder paa en Gren; da holder den sig opret og gør et virkelig ophøjet Indtryk. I fri Tilstand ernærer Ørnene sig fortrinsvis af Dyr, de selv har fanget, navnlig af Hvirveldyr; ikke en eneste af de almindelige Arter forsmaar dog Aadsler, og det er ugrundet, naar man har paa-staaet, at kun Sult tvinger Ørnene til at tage saadan Føde til sig. De foretrækker levende Dyr for døde, men finder det meget bekvemt at tage til sig ved et allerede dækket Bord. Overhovedet er de ingen Kostforagtere; dog synes kun faa Arter at tage til Takke med Krybdyr. Ørnen svinger sig i Vejret med sit Bytte og bærer