Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

166 DYRENES LIV det, hvis den er i Stand dertil, til en bestemt Plads. Ved Angrebet udfolder den hele sin Kraft og viser Tegn paa en Ophidselse, som kan gaa over til formeligt Raseri. De nordiske Ørnearters Forplantning foregaar i Aarets første Maaneder. Reden, der er anbragt i høje Træer eller paa utilgængelige Klippetinder, er en mægtig Bygning, lav, men meget bred og med en forholdsvis ringe Fordybning. Underlaget bestaar af Grene, hos de større Arter af armtykke Knipler; den øverste Del dannes af tyndere Grene eller Kviste, undertiden indvendig udforede med blødere Stoffer. De to, sjældent tre, Æg, som Reden indeholder, udruges af Hunnen alene. Ungerne mades af begge de Gamle, og efter at de er fløjne ud, nyder de en Tid lang omhyggelig Undervisning; derpaa bliver de i Ordets egentlige Forstand stødt ud i Verden, hvor de i flere Aar fører et omflakkende Liv, indtil de har fundet sig en Mage og bygget Rede. Ørnene har ingen anden farlig Fjende end Mennesket, men mange Modstandere. Alle Smaafalke, Tornskader, Ravne, Svaler og Vipstjærte hader dem og lægger det for Dagen ved Angreb, som vel er magtesløse, men falder de stolte Røvere saa besværlige, at de sædvanligvis tager Flugten for at blive den ubehagelige Sværm kvit. Kongeørnen, paa norsk: Landørnen eller Fjeldørnen, (Aquila chrysaétos) er den største og stærkeste Ørn. Dens Længde udgør 80—95 Ctm. og dens Vingefang 2 Meter og mere. Det første Maal gælder for Hannen, det sidste for den noget større Hun. Hos den gamle Tugl er Hoved og Nakke brungule, den øvrige Fjerdragt er mørkebrun. Haleroden er hvid, forøvrigt er Styrefjerene tegnede med sorte Baand eller Pletter og har en sort Spids. Kongeørnen opholder sig helst i Bjærgegne og hører derfor til Sjældenhederne i Danmark. Paa sine Vinterstrejftog kommer den dog undertiden dertil. Den holder sig med stor Stadighed til sit engang valgte Omraade, der altid er vidt udstrakt, da den behøver megen Næring. Den forlader først sit Nattekvarter længe efter Solens Opgang og svinger sig, kredsende i betydelig Højde, hen over sine Enemærker. Over Bjærgtinder flyver den dog temmelig lavt. Magerne plejer at gøre Jagt i Fællesskab; dog kan et lækkert Bytte fremkalde Strid selv hos det kærligste Ørnepar. Jagten varer til henimod Middag; derpaa hviler Ørnen i Nærheden af Reden eller paa et andet sikkert Sted. Dette sker altid, naar den har gjort en god Fangst. Den sidder da med fyldt Kro og skødesløst strittende Fjer- og fordøjer i Ro og Mag. Efter Hvilen flyver den hen at drikke. Man har paa-staaet, at dens Ofres Blod var den nok; men enhver fangen Ørn beviser det modsatte. Den drikker meget og behøver desuden Vand for at bade sig. Efter Badet begiver den sig atter paa Jagt, og henimod Aften plejer den at more sig med Flyveøvelser højt oppe i Luften. Ved Mørkets Frembrud bliver den sky og begiver sig uden Skrig til sit, altid med stor Forsigtighed valgte Sovested. Naar den i Luften kredsende Ørn opdager et Bytte, sænker den