ROVFUGLENE
167
sig i Skruelinier for at tage det i nærmere Øjesyn; derpaa lægger den Vingerne sammen og styrter, susende med fremstrakte Fødder ned paa det paagældende Dyr og slaar Kloerne i det. Ørnen skaa-ner ikke engang den bidske Ræv; smaa Børn er ikke sjældent bievne angrebne af den og baarne bort, naar de ikke var for tunge. Den anfalder endog undertiden af egen Drift voksne Mennesker, paa hvilket Nordmann fortæller et morsomt Eksempel: »Jeg fik engang,« siger han, »en Kongeørn, hvis Fangst ledsagedes af følgende
Kongeørne.
ualmindelige Omstændigheder: Den forsultne og dumdristige Fugl slog ned i en Landsby paa et stort, frit omkring løbende Svin. Dyrets høje Skrig satte straks Byens Indvaanere i Bevægelse. En tililende Bonde fordrev Ørnen, som dog nødigt opgav sit tunge Bytte. Idet den forlod den brede Svineryg, slog den straks ned paa en Kat og satte sig paa et Gærde med sin nye Fangst. Det saarede Svin og den blødende Kat istemte en hjerteskærende Duet. Bonden vilde nu ogsaa redde Katten, men dristede sig ikke til ubevæbnet at nærme sig den store Rovfugl og skyndte sig derfor ind efter en ladt Bøsse; men da Ørnen for tredje Gang saa den, der havde