Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

168 DYRENES LIV forstyrret den i dens Maaltid, lod den Katten falde for at slaa Kloerne i Bonden, og nu skreg de alle tre omkap, den overrumplede Jæger, det fede Svin og den gamle Kat. Nogle andre Bønder ilede til, greb Ørnen med Hænderne og bragte Synderen bunden til en Ven af mig.« Byttet plukkes kun overfladisk, inden det fortæres. Derpaa begynder Ørnen at æde fra Hovedet af og sluger Knoglerne, dersom den kan knuse dem. Den æder med stor Forsigtighed, ser sig fra Tid til anden om og lytter til alle Sider. Efter Maaltidet hvæsser den omhyggelig sit Næb. Det er en Fornødenhed for den at æde Haar og Fjer; de synes atvære den uundværlige til at rense Maven. Naar Fordøjelsen er til Ende, opkastes de i Klumper; sædvanligvis sker dette en Gang hver femte til ottende Dag. Ørnen ruger omtrent i fem Uger. De udkrøbne Unger er bedækkede med graalighvide, uldne Dun. Begge de gamle Fugle slæber til deres Ernæring saa mange Dyr til Reden, som de kan faa fat paa. Bjærgboerne ved det og skyer derfor ingen Fare for at bemægtige sig Ungerne. Unge Ørne bliver snart tamme i Fangenskab og vænner sig i saa høj Grad til deres Herre, at de endog kan savne ham. Saale-des skriver Grev Låzår: »I mine Drengeaar havde jeg i længere Tid en levende Kongeørn. I Begyndelsen forgreb den sig ofte paa vore Høns; men efter at den i denne Anledning havde faaet nogle Slag med en tynd Stok, vogtede den sig vel for at gentage sine Streger. Den løb til sidst om i Gaarden og Haven uden at tilføje noget af Husdyrene den ringeste Overlast. Mig kendte den meget godt og kom, naar jeg kaldte den ved dens Navn, Pluto. Fremmede og Hunde kunde den derimod ikke lide; de første angreb den, naar de nærmede sig den, og Hunde søgte den altid at holde sig fra Livet. Dens Angreb paa Mennesker var just ikke farlige, men dog meget følelige. Den brugte nemlig sine Kløer paa den uskadeligste Maade, men uddelte til Gengæld Slag med Vingerne, efter hvilke der stedse fulgte blaa Pletter.« Ved nogenlunde god Pleje lever Ørnen længe i Fangenskab. I det kejserlige Slot i Wien, hvor der i Følge gammel Skik i det habsburgske Hus blev holdt Ørne i Fangenskab, levede en Guldørn fra Aaret 1615—1719, og i Schönbrunn døde i Aaret 1809 en Ørn af samme Art, som næsten havde tilbragt 80 Aar i Fangenskab. Hos Mongolerne bruges Sving- og Styrefjerene af alle store Ørne til Pile og til Offergaver til Guderne og betales derfor højt. Hos Indianerne i Amerika staar ligeledes Halefjer af Ørne i høj Pris, da de bruges som Tegn paa Heltegerninger, idet de Vilde pynter sig med en Fjer for hver Fjende, de har nedlagt. Hyppigere end Kongeørnen og den dermed nær beslægtede Kejserørn (A. melanaetas) findes i Mellemeuropa et andet Medlem af Slægten, nemlig Skrigeørnen (A. pomarina). Den er betydelig mindre end de foregaaende, opholder sig især i Mosestrøg og bj'g-