Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

ROVFUGLENE 169 ger som oftest Rede i Skove af Løvtræer. Det er den fejgeste og uskadeligste Ørn, man kender. Dens Føde bestaar af mindre Hvirveldyr, især Frøer og Mus. Dværgørnen (A. pennata) forekommer i Syd- og Østeuropa om Sommeren; om Efteraaret drager den til Ægypten og Skovene ved den øvre Del af Nilen. Dværgørnen er meget kærlig mod sin Mage og afløser hende flere Gange om Dagen under Rugningen; i denne Periode viser den sig dumdristig og angriber alle større Rovfugle med Raseri. »Et Par Dværgørne,« fortæller Wodziki, »havde bygget Rede ikke langt fra en Havørns Bolig og forstod at indgyde den store Røver en saa høj Grad af Agtelse, at Havørnen til sidst aldrig vovede at flyve til den Side, hvor Dværgørnene boede. De Kampe, der daglig gentog sig for mine Øjne, var meget tiltrækkende. Senere, da Hunnen rugede, holdt Hannen alene Vagt. Glenter og Lærkefalke blev ligeledes forjagede.« Mod Hornuglen lægger Dværgørnen det dødeligste Had for Dagen. Herom fortæller Grev Låzår følgende: »Jeg vilde en Gang skyde Skrigeørne og opstillede derfor min Hornugle paa en afmejet Eng, idet jeg skjulte mig bag en Høstak og ventede. Da saa jeg en lille, brun Rovfugl komme flyvende i saa stor Hast, at jeg næppe fik Tid til at gribe min Bøsse. Dværgørnen, som jeg nu opdagede, at det var, slog af al Magt ned paa Uglen. Bøssen knaldede, men Fuglen fløj uskadt derfra. Dog bortfjærnede den sig ikke, men hævede sig kun til en Højde af omtrent 150 M. og kredsede der en halv Time over Uglen. Endelig slog den ned paa ny og kom mig godt paa Skud; men jeg havde faaet Jagtfeber, jeg skød — og skød igen forbi. Da Ørnen nu svang sig i Vejret, havde jeg opgivet alt Haab; men efter 10 Minutters Forløb kom den endnu en Gang tilbage, omkredsede igen Stedet og slog for tredje Gang ned. Da strakte jeg den til Jorden.« Havørnene (Haliaétus') danner en vidt udbredt, skarpt afsluttet Gruppe. De herhen hørende Ørne er som oftest meget ^tore Rovfugle. Halen er sædvanligvis og Hovedet ofte hvidt. Paa alle Søkyster af Europa findes hyppig den hvidhalede Havørn (77. albicilla), en mægtig Fugl af i det mindste 85—95 Gtm., men sædvanligvis af 1 M.s Længde og et Vingefang af 2,5 M. Den gamle Fugls Fjer er blegbrune, paa Hoved og Hals graabrune, paa Vingespidserne sortagtige, paa Halen hvide. I Nordamerika erstattes den af den hvidhovede Havørn (H. leucocephalus), der er noget mindre. I Levemaade og Adfærd ligner alle Havørne hverandre. Audubon beskriver den hvidhodede Art paa følgende Maade: »For at danne os en Forestilling om Fuglens Væsen, vil vi hensætte os til Mississippis Bredder, naar den sig nærmende Vinter hidfører Millioner af de nordlige Egnes Svømmefugle, som i Syden vil søge et mildere Klima. Ørnen sidder oprejst i den højesle Top