170
DYRENES LIV
af det største Træ, og den lytter opmærksomt efter enhver Tone, som fra det Fjærne naar dens Øre. Af og til sænker den sit Blik mod Jorden, og ikke en Gang en uhørlig omkringsnigende Hjortekalv vilde undgaa den. Dens Mage sidder i et Træ paa den modsatte Bred, og naar alt er stille, skriger den undertiden over til sin ventende Ledsager. Paa dette Skrig aabner denne sine brede Vinger, bøjer Legemet fremad og svarer i Toner, som minder om en Vanvittigs Latter. I det næste Øjeblik indtager den sin forrige Stilling, og der indtræder atter en dyb Stilhed .... Forskellige Ånde-
Havørne, der slaar ned paa en Delfin.
arter trækker ilsomt forbi, idet de følger Strømmens Løb; men Ørnen foruroliger dem ikke. I det næste Øjeblik høres den klangfulde, trompetagtige Tone af en fra det Fjærne kommende Svane. Et Skrig fra Hunørnen lyder over Strømmen for at gøre Hannen opmærksom. Denne ryster sig pludselig og ordner Fjerene med Næbet. Nu kommer den hvide Fugl tilsyne; dens lange Hals er fremstrakt, og Øjet ser sig spejdende om, paa Vagt mod enhver Fjende. De lange Vinger bærer, som det synes, kun med Vanskelighed Legemets Vægt og er derfor i uafladelig Bevægelse; de brede Svømmefødder bidrager til at styre Flugten. Det af Ørnen udkaa-rede Bytte nærmer sig .... I det Øjeblik, da Svanen drager forbi