Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

190 DYRENES LIV den, og alle spejdende til alle Sider. Fra denne Højde overskuer Gribben et uhyre Rum, og dens Syn er saa skarpt, at intet undgaar den. Næppe ser den Vrimmelen dybt under sig, før den véd, at den har fundet, hvad den søger. Nu sænker den sig i Skruelinjer og undersøger Sagen nærmere; pludselig lægger den de mægtige Vinger ind til Kroppen og styrter susende Hundrede, ja maaske Tusinde Meter nedad. Den vilde blive knust, dersom den ikke endnu i rette Tid aabnede Vingerne halvt for at hæmme Faldets Voldsomhed og styre dets Retning. Efter den første store Grib følger der adskillige andre. Man hører hvert Minut den Susen, de frembringer ved Nedstyrtningen; man ser i alle Retninger Legemer, som hurtigt bliver større og større, falder ned, skønt man faa Minutter i Forvejen ikke kunde se den mægtige Fugl, ja ikke en Gang kunde øjne den som et mørkt Punkt paa Himlen. Nu lader Gribbene sig ikke mere forstyrre, ikke en Gang af en Jæger. Saa snart de har sat Foden paa Jorden, iler de med fremstrakt Hals, løftet Hale og halvt udbredte Vinger løs paa Aadslet. De mindre Fugle gør ærbødig Plads, og imellem de lige stærke opstaar der en rasende Kamp og Strid. To, tre Hug sønderriver Aadslets tykke Hud og baner Vej for den indesluttede, fordærvede Luft. Derpaa kaster de Arter, som har et stærkere Næb, sig over Muskellagene, medens de lettere bevæbnede stikker deres lange Hals ind i Bughulen for at faa fat i Indvoldene, idet den ene Grib bestandig søger at fortrænge den anden. Lever og Lunge bliver sjældent udrevne, men fortæres inde i Legemet selv. Tarmene bliver derimod trukne ud og slæbte længere og længere bort under en baglæns Hoppen, der vanskelig kan beskrives, og derpaa bliver de efter en rasende indbyrdes Kamp sønderrevne og slugte. Der kommer imidlertid bestandig flere og flere sultne Gribbe ned fra Luften iblandt de allerede ædende, og dette giver stadig Anledning til nye Slagsmaal, ny Larm, Huggen om sig og forbitret Hvæsen. De svagere Gæster sidder, saa længe de store Herrer er til Bords, beskedent rundt om Gruppen, men giver nøje Agt paa, hvorledes alt gaar for sig, da de véd, at der undertiden falder en Bid af til dem i Kampens Hede. Ørne og Glenter svæver ogsaa frem og tilbage over den ædende og kæmpende Klynge og styrter sig undertiden, som om de vilde støde paa et flyvende Bytte, ned i Vrimlen, snapper et af Gribbene løsnet Stykke Kød i Kløerne og bortfører det, inden disse kan faa Tid til at straffe Røveriet. Efter endt Maaltid bliver disse Fugle siddende hele Timer i Nærheden af Valpladsen og afventer Fordøjelsesprocessen. Senere flyver de hen at drikke og tilbringer nu flere Timer med at bade sig, hvilket er meget nødvendigt, da Fjerene, naar Fuglene forlader Maaltidet, stritter af Urenlighed, Blod og Smuds. Efter Badet hensynker de i dorsk Ro og læ. ger sig tit med udbredte Vinger paa Sandet. Til Sovestedet begiver de sig først i Eftermiddagstimerne. Tidligere antog man, at det kun var Lugtesansen, der ledede Grib-