Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

198 DYRENES LIV aabninger eller i mindre Pattedyrs Jordhuler. Æggenes Antal er fra to til syv; de er runde og hvide. Uglerne har mange Fjender. Hele Skoven kommer i Bevægelse, naar der opdages en Ugle ; den ene Fugl kalder paa den anden, og den stikkels Natrovfugl maa da døje meget ondt. Især bliver Falkene som rasende, naar de faar Øje paa en Hornugle. Ogsaa af Menneskene maa Natrovfuglene udstaa meget, idet det ikke hører tii Sjældenhederne, al der skydes Ugler; Landbrugere og Forstmænd gør imidlertid vel i at frede om dem, da de hører til de nyttigste af alle Fugle. Til de mærkeligste Ugler hører Sløruglerne (Strix). Ørelappen er meget stor, og Sløret, der i Reglen er hjertedannet og ikke rundt, er meget udviklet. Fjerdragten er silkeblød. De er udbredte over hele Jorden. I stærkt befolkede Slørugle. Egne holder de sig helst til menneskelige Boliger, navnlig Kirke-taarne, Kirkelofter og Ruiner. Sløruglen, paa norskPerle-uglen (Strix flammea) er 32 Ctm. lang. Oventil er den prydet med fine sorte og hvide Længdepletter paa askegraa Grund, Sløret er rustbrunt, lysere nedefter; Bugen er brun og hvidplettet paa mørk, rustgul Grund; Sving- og Styrefjerene rustbrune med sorte Baand. Sløruglen er en Standfugl i Ordets egentligste Forstand. Kun unge Fugle lader sig se udenfor de gamles Jagtdistrikt — de skal jo først erhverve sig en Bolig. I Danmark er Sløruglen ingenlunde sjælden, og navnlig strejfer den om Vinteren rundt i de forskellig ste Dele af Landet. Om Dagen sidder den rolig paa Bjælker i Kirketaarne eller i en Krog paa et Kirkeloft, i Murnischer o. desl. Den lader sig ikke forstyrre af Kirkeklokkernes Ringen ved Siden af sin Soveplads, og dersom den har taget Bolig i et Dueslag, hvilket undertiden sker, kan Duerne flyve ud og ind, uden at den bekymrer sig derom. Som man tit nok har bemærket hos fangne Eksemplarer, er Sløruglernes Søvn imidlertid meget let; Mennesker kan aldrig komme bag paa dem; den ringeste Støj er tværtimod nok til at vække dem. Ved Synet af en Beskuer plejer de at rette sig i Vejret og at rokke langsomt frem og tilbage med hele Overkroppen, idet de paa en næsen abeagtig Maade skærer Ansigter med deres bevægelige Slør. Det ser ganske ud, som om den ene Ugle stødte til den