Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

HØNSEFUGLENE 215 Dalrypen er udbredt over hele Norden i den gamle og ny Verden. Hyppigst forekommer den i Sverige og Norge helt op til Nordkap, samt i Finland og Rusland helt ned til Lithauen. I Nordamerika bebor den Pelsegnene imellem 50 og 70 0 n. Br. og er dér tildels Strøgfugl. Højsletter og Bjærgaffald er Rypens sædvanlige Opholdssted; i Dale ses den kun sjældent, da den er bunden til. Birke- og Pilearter, hvis Rige først begynder ovenfor Naaleskovens Grænse. Her bor der Par ved Par, og i Foraarstiden forsvarer Hannen ivrig sit Omraade imod alle sine Lige, men naar Kyllingerne er voksede til, samles Familierne i større Flokke, som gennemstrejfer vide Strækninger. Dalrypen løber godt og har en let og smuk Flugt. Den graver sig dybe Gange i Sneen for at komme til sin skjulte Næring, og naar den forfølges af en Rovfugl, styrter den sig lodret ned fra Luften og dukker formelig ned under det lette Dække. I bidende Blæst findes der undertiden hele Flokke nedgravede under Sneen, saa at kun Hovederne stik- ker op. Om Vinteren bestaar Føden hovedsagelig af Bladknopper og fortørrede Bær, om Sommeren af fine Blade, Blomster, Skud, Bær og forskellige Insekter. I Norge fanges Dalrypen i stor Mængde, og Handelen med dette Vildt udstrækker sig ikke alene til Stockholm og København, men og-saa til Tyskland og England. Storbritanniens Mosedrag tjener til Opholdssted for den saakaldte Rype i Sommerdragt tilhøjre, i skotske Rype (L. SCoUcUS*), som Efteraarsdragt foroven, i Vinterligner den foregaaende, men mang- dragt tilvenstre. ler alt Hvidt paa Vingerne og har graa Fjer med brune Pletter paa Fødderne. Paa Grund af det milde Klima paa de britiske Øer ses den aldrig i hvid Vinterdragt. Fjeld- eller Alperypen (L. mutus) er saa forskellig efter Aarstiden, at dens Farve i Sommertiden kan siges at variere hver Maaned. Paa alle Aarstider er Hannen hvid paa Bug, Undergump, de øverste Vingedækfjer, Svingfjer og Løb; Svingfjerene har mørke Skafter og Halen er sort. Midt i April kommer der hist og her mørke Fjer frem, og Fuglen bliver da hvidspraglet; først i Maj er Hoved, Hals, Ryg, de øverste Vingedækfjer og Brystet sort, rustfarvet og hvidspraglet; paa Struben og Siderne af Halsen træder det Hvide stærkest frem. Efterhaanden afbleges Fjerene, saa at Ryggen sidst i August eller September er lys askegraa og sortprikket, og at de rustfarvede Baand paa Hals og Hoved næsten er bievne ganske hvide. Hos Hunnen er alle disse Dele sort- og rust-gult-bølgestribede og Baandene bredere og tydeligere. — Om Vinteren er Hannen blændende hvid med et bredt sort Baand fra Næbroden