Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

224 DYRENES LIV underneden isabelfarvet. Den cevlonske Junglehøne (G. stanleyi) ligner den foregaaende, men har el rødbrunt Overbrysl med sorte Længdepletter; Malayernes Gangégar (G. furcatus) er endnu smukkere end Bankiva- og Junglehønen. Sonneratshø nen (G. sonnerati) har lange og smalle Halsfjer, som for Enden er afrundede og ikke tilspidsede saaledes som de foregaaendes; deres Skaft udbreder sig nemlig henimod Enden og danner en rundagtig Hornskive, bliver derpaa igen smallere og udvider sig en Gang endnu paa lignende Maade. De halvmaane-dannede Haledækfjer er glinsende mørkegrønne. Alle disse Hønsearter bebor Indien og de malayiske Lande Paa Indiens Fastland forekommer Bankiva- og Sonneratshønen, paa Java den første og Gangégaren ved Siden af hinanden; Junglehønen synes at være indskrænket til Ceylon. Alle Arter opholder sig fortrinsvis i det tykke Bambuskrat paa Bjærgene uden dog at £ky den tyndere Skov eller lavere liggende Egne. Bankivahønen er sjælden i Mel-lemindien, hvorimod den er hyppig i den øsllige Del og ligeledes i det nordlige, bølgeformede Land. Det er ikke let al iagttage disse Hønsearlers Levemaade; den udførligste Beretning derom giver Bernstein: »Begge Arter af de paa Java levende vilde Høns,« siger han, »er meget sky og derfor vanskelige at iagttage. Dette gælder især Gangégaren, da den næsten stedse unddrages Iagttagerens Blik af de Tykninger, som den bebor, og desuden straks ved den første mistænkelige Støj skjuler sig uden at flyve op og løber hen imellem Alang-Alangstraaene. Fuglene vilde forblive aldeles ubemærkede, dersom Hanen ikke en Gang imellem forraadte sig ved sit Skrig. Men hvor ofte man end hører dem, faar man dem dog kun sjældent at se. Lettest lykkes dette tidlig om Morgenen, fordi de da tror sig sikre, forlader Tykningerne og søger ud paa aaben Mark for at hente sig Næring: Knopper, forskellige Slags Frø samt fremfor alt Insekter. De æder især gærne Termiter og opsøger dem derfor meget ofte.« Andre Iagttagere fortæller, at de vilde Høns i den hele Færd ligner de tamme, men maa dog tilstaa, at nogle allerede adskiller sig fra dem ved deres Skrig. Alle Arter bidrager væsentlig til at oplive Skovene. Om Forplantningen foreligger der flere Beretninger. »Bankivahønen,« skriver Jerdon, »ruger fra Juni til Juli, alt efter Stedets Beliggenhed, og lægger 8 —12 Æg af mælkehvid Farve, ofte under en Bambusstængel eller i en tyk Busk, efter maaske i Forvejen at have skrabet nogle visne Blade eller lidt fortørret Græs sammen og dannet en kunstløs Rede deraf. Sonneratshønen ruger noget senere og lægger 7—10 Æg.« Bernstein har fundet Gangégarhønens Rede. »Den var,« siger han, »anbragt i det høje Alang-Alanggræs i en Fordybning i Jordmonet, bestod simpelthen af løse, visne Blade og af Straa af den nævnte Græsart og indeholdt fire gulagtighvide Æg, som der allerede i nogen Tid havde været ruget paa.« Hanen