Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

HØNSEFUGLENE 225 bekymrer sig ikke om Kyllingernes Opfostring, men Hønen viser sig sotn en lige saa øm Moder som dens tamme Slægtning. Jerdon forsikrer paa det bestemteste, at der ofte forekommer Krydsninger imellem de ved Siden af hinanden levende Hønsearter. Alle vilde Høns efterstræbes kun lidet, fordi deres Kød, som med Undtagelse af den hvide Laarmuskel har en brunlig Farve, ikke skal være synderlig velsmagende. De her omtalte Høns lader sig alle tæmme, men vænner sig ikke ikke saa let til Fangenskabet som man skulde tro. Det vil blive os en evig Gaade, hvorledes Mennesket har baaret sig ad med at gøre de frihedselskende vilde Høns til sine fuldstændige Slaver. Ingen Historie, intet Sagn giver os Oplysning om det Tidspunkt, da den første Tæmning foregik. Allerede de første Skribenter omtaler den tamme Høne som en Fugl, der ikke mere var noget paafaldende. Fra Indien er den bleven udbredt over hele den østlige Del af Jorden. De første Søfarende, som besøgte Øerne i det stille Hav, forefandt den allerede der; i den historiske Tid er den kun indført i Amerika. Mærkværdigt er det, at den intet Steds har forvildet sig. Man har søgt at indføre den i dertil skikkede Egne og at befolke Skovene med den; men alle saadanne Forsøg er bestandig slaaet fejl. I det indre Afrikas Steppebyer, ja endog ved Hytter midt i Skoven lever der tamme Høns flokkevis ; de søger selv deres Føde, ruger under en passende Busk ved Hytterne og sover om Natten paa Træer i Skoven — men intet Steds ses de forvildede; de vender stedse tilbage til Menneskets Bolig. * * •i- Nærmest beslægtede med Hønsene er Fasanerne. Deres Hoved har ingen Kam, men er ofte prydet med en Fjerbusk; Hannernes Sporer er smaa eller mangler ganske, og de lange Styrefjer er taglagte, den ene over den anden. Fjerdragten, navnlig Hannernes, udmærker sig ikke alene ved de prægtigste Farver, men ofte ved den fineste og regelmæssigste Tegning. Fasanerne danner en talrig Gruppe, som har hjemme i Asien. De lever i Krat og Lunde, sjældent i større Skovstrækninger, da det synes at være en Fornødenhed for dem at strejfe om paa Marker og Enge; enkelte Arter opholder sig i Bjærgegne. Alle er Standfugle, som vel strejfer om efter Yngletiden, dog i en altfor indskrænket Kreds til at kunne kaldes Strøgfugle. De gaar godt, men flyver slet og svinger sig derfor kun i Vejret i yderste Nødstilfælde. Gangen er værdig og gratiøs; Halen holdes næsten vandret, og hvor lang den end er, ser man den sjælden eller aldrig slæbe. Hver Han gaar i Reglen i Spidsen for en Del Hunner; dog træffes der ogsaa blandede Flokke, bestaaende af flere Haner og mange Høner. De lever sædvanligvis fredelig sammen; men i Parringstiden finder der dog ikke sjældent blodige Kampe Sted imellem Hanerne. Føden bestaar foruden af Brehm: Dyrenes Liv. II. 15