Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

244 DYRENES LIV De Erfaringer, man efterhaanden indvandt her og i zoologiske Haver, blev af overordentlig stor Betydning for Kaplandet. Der havde man allerede længe holdt Strudse i Hønsegaardene paa Landejendommene, og man havde nu og da spændt en Struds for en lettere Vogn eller endogsaa benyttet dem til at ride paa. Der fattede man nu den Beslutning at forsøge Strudsavl i stor Stil. I 1865 opdrættedes i Fangenskab det første Hold Strudse og fire Aar senere et nyt Hold. En Ejer af 29 Strudse, hvoraf 15 var Hanner, begyndte at plukke dem og tjente aarlig over 150 Kr. paa de af hver enkelt Han plukkede Fjer. Dette gav Stødet til den blomstrende Strudsavl, der den Dag i Dag drives i hele Kaplandet. Medens der ved en i 1865 foretagen Optælling kun fandtes 80 tamme Strudse i Kaplandet, var Bestanden ti Aar senere, 1875, steget til 21,751 Stkr., og i vore Dage udgør Strudsavl en af Sydafrikas vigtigste Næringsveje, saa vidt det er beboet af Europæere. I 1880 blev der udført for ca. 17 Miil., 1882 for ca. 20 Miil. Kr. Strudsfjer, og i 1886 ansloges Kapkoloniens Strudsbestand til 150,000 Stkr. Indtil Firsernes Begyndelse havde Sydafrikanerne ingen Konkurrence at befrygte paa dette indbringende Erhvervsomraade; men da man i 1883 begyndte at udskibe Strudse til Australien, Argentina og Kalifornien for ligeledes der at oprette Strudsavl, frygtede man i Kaplandet for at tabe det indtil da faktisk bestaaende Monopol og gennemførte en Lov, i Følge hvilken der for hver eksporteret Struds maa erlægges en Afgift af henved 2000 Kr., og for hvert Æg, der udføres, henved 100 Kr. Paa Grund af de kostbare Fjer er Strudsene bievne forfulgte i en Række af Aarhundreder. Romerne førte dem allerede i Mængde ind paa Arenaen eller slagtede dem og lod lave en lækker Ret af deres Hjerne. Hos Beduinerne gælder strudsjagt endnu for en af de ædleste Adspredelser; de skelner nøje imellem Hannen, »Edlihm« (den Kulsorte), og Hunnen eller den unge Fugl, »Ribehda« (den Graa). Da det gælder om at komme i Besiddelse af saa smukke Fjer som muligt, efterstræbes næsten udelukkende den saakaldte »Edlihm«, til stor Skade for Fuglenes Formerelse. To eller tre beredne Jægere forfølger skiftevis en »Edlihm«, indtil den er træt og kan fældes med et heftigt Slag over Halsen eller i Hovedet. Saa snart Vildtet er fældet, springer Jægeren af Hesten, og med den sædvanlige Formular: »I Allahs den Albarmhjærtiges Navn, Allah er stor!« skærer han Halspulsaaren igennem og stikker Neglen paa den ene Fods lange Taa ind i Saaret for at forebygge, at Fjerene skal blive tilsmudsede af Blod. Naar Strudsen har for-blødt sig, flaar Jægeren den, krænger Skindet og bruger det som en Sæk til deri at opbevare Pyntefjerene. Af Kødet tager han, hvad han behøver; Resten hænger han op til Tørring i et Træ. Imidlertid er det øvrige Jagtselskab kommet til med Kamelerne, af hvis Vandforraad Jægeren vederkvæger sig og sin Hest efter den anstræn-gende Jagt. Naar han er kommen hjem, sorterer han de kostbare