Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SPURVEFUGLENE 21 Reden, som hyppigt anbringes i Hvidtjørns- og Stikkelsbærbuske, er let og tyndt bygget og indeholder 4—6 tyndskallede, hvide eller blaaliggrønne Æg med graaviolette eller brungule Pletter og Punkter, især ved den butte Ende. Begge Mager ruger skiftevis og er kærlige Plejeforældre for den Gøgeunge, de tit maa opdrætte blandt deres eget Afkom. Den paa de canariske Øer højt fejrede Sangfugl Capiroten, der sammenlignes med Nattergalen, er ingen anden end vor Munkefugl, ogsaa kaldet Sorthætten, paa norsk: Munken (S. atrica-pilla) en af de mest yndede Sangere i vore Skove og Haver. Den er oventil olivengraa, nedenunder lysegraa; Hætten er hos Hannen sort, hos Hunnen og hos de unge Fugle rødbrun. Længden udgør 15 Ctm. Munkefuglen bebor hele Europa og træffes hyppigt paa de canariske Øer. Den opholder sig i Skove, Haver og Krat. Lokke-stemmen er et behageligt »Tak, Tak!«, hvorpaa der følger en overordentlig blød Tone, som ikke kan betegnes med Bogstaver. Hannens Sang er saa smuk, at den kun staar tilbage for Nattergalens Slag. Hunnen yngler to Gange om Aaret, første Gang i Maj, anden Gang i Juli. Reden, som anbringes i tætte Buske, er bedre bygget end de andre Græssmutters og indeholder 4—6 blegt kødfarvede eller smudsig hvidgule Æg med brunrøde og mørke Punkter, Pletter og Streger. Munkefuglen bliver let tam og sin Herre hengiven og kan leve 10—12 Aar i Bur. Om en fangen Fugl af denne Art fortælles følgende: »I Hovedstaden paa de canariske Øer har man endnu ikke glemt en Capirot, der tilhørte en forhenværende Nonne. Naar hun daglig fodrede den endnu unge Fugl, plejede hun at kalde den: »Minino chiceritito!« (Mit allerkæreste Barn 1) Disse Ord lærte Fuglen uden alt Besvær at sige højt og tydelig efter.« Til de i Mellemeuropa ynglende Græssmutter hører endvidere Gransangeren, paa norsk: Graasangeren (S. ru fa). Blandt sine indenlandske Slægtninge udmærker den sig ved sit langstrakte Legeme, sin forholdsvis lange Hale, sin hvide Strube og ved de rustfarvede Kanter paa de store Vingedækfjer og paa de bagerste Svingfjer. Den er udbredt over den største Del af Europa, helt op til det nordlige Skandinavien. Til Danmark kommer den sidst i April eller først i Maj og forlader det igen i September. Paa sin Vinterrejse gennemvandrer den en stor Del af Afrika og besøger de canariske Øer. Hannens Sang er meget afvekslende, men ikke synderlig klangfuld. Rørsangerne (Acrocephalus) har en flad og smal Pande, der løber spids ud^i Næbet, korte, afrundede Vinger, et noget langstrakt Næb med en tydelig Kant oventil, temmelig stærke Fødder med store Kløer og glatliggende, noget stride Fjer. Hovedfarven er brungraa eller olivengrøn, svarende til Sivets og Rørets Farve.