ForsideBøgerDyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 535

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 546 Forrige Næste
264 DYRENES LIV den borer op af Sandet eller finder ved at vende Stene — deraf dens Navn. Kystbeboerne er lige saa fortrolige med Strandskaden (Hae-matopus"), som man i Byerne er nøje bekendt med Spurvene. Den Slægt, hvortil den hører, har et langt, lige, sammentrykt og i Spidsen knivdannet Næb, middelhøje Ben med tre korte, brede Tæer, af hvilke den yderste er forbunden med den mellemste ved en temmelig stor Hud, middellange, spidse Vinger og en temmelig kort, lige afskaaren Hale. Disse Fugle, af hvilke der kun findes én Art i Europa, færdes om Foraaret og Efteraaret i Flokke og ellers parvis ved Strandbredden. Den almindelige Strandskade, paa norsk: Kjelden (H. ostreologus) er oventil samt paa Hoved, Hals og Overbryst sort, paa Underryg, Gump og Underkrop hvid; Haandsvingfjer og Styrefjer er ved Roden hvide, forøvrigt sorte. Øjet er rødt, ved Randen orangefarvet og en nøgen Ring omkring det mønjerød; Næbet har samme Farve, og Foden er mørk kødfarvet. Længden udgør 42 Ctm. Lige fra Nordkap findes Strandskaden ved alle europæiske Kyster, især hvor der er Klipper. Til Norden kommer den sidst i Marts eller først i April og drager bort i September. Den tripper om og løber stødvis ligesom Stenvenderen, flyver hurtigt og svømmer godt, det sidste ingenlunde blot i Nødstilfælde. Stemmen, et skingrende »Hyip! høres idelig og indledes undertiden med et langt »Kyir!« Parringstonerne er mærkværdig velklingende Triller. Føden bestaar af Muslinger, Orme, især Sandorme, mindre Krebsdyr og nu og da Smaaflsk og Insekter. Sneppefuglene (Scolopacinae) har en middellang Hals, et stærkt hvælvet Hoved, et langt, tyndt, svagt, ikke sjælden blødt og bøjeligt Næb, der er overtrukket med en blød og følsom Hud, svage, slanke Ben, der oftest er nøgne højt op over Hælen, fire Tæer, af hvilke den bageste er ganske lille og blot med Spidsen eller slet ikke berører Jorden, middellange, meget spidse Vinger, hvis bageste Rand er leformig udskaaren, og en kort Hale. Fjerdragten er blød og varierer mere efter Alder og Aarstid end efter Køn. Alle Sneppefugle bebor fugtige og sumpede Steder, lever om Sommeren parvis, om Efteraaret og Vinteren i store Flokke og tager Insekter, Orme, Skaldyr og Krebsdyr, enkelte tillige Frø. Med Undtagelse af Brushønsene lever de alle i Monogami, og begge Mager skiftes til at ruge Æggene, der — som oftest fire i Tallet — lægges paa den bare Jord. I Norden er alle Arter Trækfugle, i Syden Strøgfugle. De egentlige Snepper (Scolopax) har et lige Næb, som er to, tre Gange længere end Hovedet, og fire adskilte Tæer. Det