Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

266 DYRENES LIV hvert Efteraar en Vinterrejse og tager Ophold mellem de sydeuropæiske Bjærge. Henimod Midten af Marts begynder Skovsneppens Foraars-træk i Danmark og vedvarer som oftest fjorten Dage; undertiden kan det dog ved ugunstig Vind opholdes, saa at det varer 3—4 üger. I Reglen indfinder Skovsneppen sig samtidig med Vindroslen; Hannerne kommer altid før Hunnerne. Det er, som sagt, kun et ringe Antal, der yngler; de fleste rejser snart igen for at drage højere mod Nord. I Oktober, naar Trækket gaar sydpaa, indfinder Skovsneppen sig paany og kan da undertiden, skønt sjældnere, vente paa gunstig Vind til henimod November. Sneppen findes lige saa vel i Naaleskove som i Løvskove, naar de blot har en fugtig Skovbund, i hvilken (Jen kan bore. Om Dagen viser denne sky og ængstelige Fugl sig næsten aldrig i det Fri, og sker det, trykker den sig straks i Fare fladt ned paa Jorden og bliver da let overset. Naar den opskræmmes, udstøder den et hæst »Dak, dak!« For at behage Hunnen udfører Hannen i Parringstiden særegne Flyvekunster og tér sig som en skogrende Urfugl, idet den rejser Fjerene, udbreder Halen og lader Vingerne hænge. Føden bestaar af Larver, Insekter, nøgne Smaasnegle og Orme, især Regnorme. I ensomme Skovegne lægger Hunnen i en Fordybning under en Busk 4 temmelig store, blegt rustgule Æg med rødgraa og mørkerøde eller gulbrune Pletter. Hannen indfinder sig hos Hunnen, naar Ungerne er løbne af Reden. Begge Mager flyver ængstelig op, naar en Fjende nærmer sig og omkredser Ungerne, fra hvilke de søger at bortlede Opmærksomheden ved at flyve med hængende Ben og Hale, vaklende Flugt o. s. v.; imidlertid skjuler de Smaa sig saa godt imellem Mos og Græs, at man ikke kan finde dem uden ved Hjælp af en Hund. Tidligere har man troet, at Skovsneppen kun ynglede én Gang om Aaret, men nyere Iagttagelser synes at vise, at de fleste Par i gunstige Aar ruger to Gange. For det udmærkede Køds Skyld efterstræbes Sneppen meget, især i Syden, hvor den ikke alene skydes, men fanges (i Garn og Løbedoner). Der er heller ingen Tvivl om, at dette fortrinlige Fuglevildt mere og mere aftager Aar for Aar. Af Sumpsnepperne, hvis Næb har en fladtrykt Spids, og hvis Ben er nøgne til noget op over Hælen, er Tredækker-Bekkasinen eller Tredækkeren (Gallinago major) den største; dog staar den i Længde tilbage for den dobbelte Bekkasin, som har et længere Næb. Den forveksles ofte med denne, men skelnes fra den ved, at Vingedækfjerene har hvide Spidser, hvis Farve ikke afbrydes af Fjerskaftet, og at Brystet er tegnet med sorte Bølgestriber. Dens Gennemtræk falder i Danmark sidst i April eller først i Maj samt September; dog findes den ogsaa hist og her ynglende. Paa Sjælland er denne Fugl langtfra saa almindelig som i Jylland. Hunnen ruger ikke sjælden saa fast, at Leen afmejer dens Hoved,