Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

282 DYRENES LIV Farven kan være smuk og glinsende og er i Reglen fordelt i store Partier. Der findes Storke i alle Verdensdele og næsten i alle Zoner, hyppigst dog i den varme. De opholder sig i vandrige Egne og skyer Bjærge, Stepper og Ørkener; Flertallet holder gærne til i Skovegne. De nordiske Arter er Trækfugle, og enkelte gennemvandrer uhyre Strækninger; de i Syden levende er Strøgfugle. De holder sig meget oprejst med svagt bøjet Hals, gaar skridtvis med en vis Anstand, vader gærne om i Vandet, men beslutter sig kun undtagelsesvis til at svømme, har en let, smuk, for det meste høj, ofte svævende og i prægtige Skruelinjer kredsende Flugt, under hvilken de strækker Hals og Ben lige ud. Nogen egentlig Stemme har de ikke, men bøder derpaa ved en lydelig Knebren med Næbet. Flere Arter har frivillig stillet sig under Menneskets Beskyttelse og er bievne halve Husdyr; dog gør de sig aldrig til Slaver; men bevarer under alle Forhold deres Selvstændighed. Indbyrdes lever de selskabelig, og med større Vade- og Svømmefugle staar de i god For-staaelse, men dog ikke i egentlig Venskab. De tager ikke alene Padder, Krybdyr, Fisk og Orme, men ombringer ubarmhjertig alle svagere Dyr, som de kan faa fat i; ja, nogle fortærer endog Aadsler med samme Graadighed som Gribbene og Hyænerne. Storkene lader sig let tæmme og kan vænne sig saa stærkt til Menneskene eller deres Hus og Hjem, at de ikke alene flyver ud og ind, men endog overvintrer her. At bringe dem til at forplante sig i Fangenskab er derimod hidtil sjældent lykkedes. Af Storkene i snævrere Forstand (Ciconia) fortjener selvfølgelig den almindelige Stork, ogsaa kaldet den hvide Stork (C. alba) først og fremmest at omtales. Dens Fjerdragt er med Undtagelse af de sorte Svingfjer og længste Dækfjer smudsig hvid; Næbet er lakrødt, Foden blodrød og den nøgle Plet om Øjet sortgraa. Hannens Længde udgør 110 Ctm.; Hunnen er mindre. Udenfor det høje Norden mangler Storken ikke i nogen Del af Europa, skønt den ikke overalt er Ynglefugl Saaledes besøger den f. Eks. nu kun sjældent England, hvor den før har været almindelig, og ligeledes har den mer eller mindre trukket sig tilbage fra Grækenland, fordi Beboerne paa Morea ganske har bortskræmmet denne i Tyrkiet hellige Fugl. Ogsaa i Spanien hører Storken til Sjældenhederne i mange, for den vel skikkede Egne. I Polen, Preussen og Danmark er den hyppig; i Mellem- og Sydtyskland sjælden og i Bjærgegne er den saa godt som ukendt. Man har tidligere paastaaet, at mange Storke tog Vinterophold i Sydeuropa, men denne Anskuelse er falsk: Storkene drager helt ind i det Indre af Afrika. Paa Trækket opholder de sig ikke i de Nord derfor liggende Lande, men fortsætter rastløst deres Vej. I Danmark indfinder Storken sig sidst i Marts eller først i April, og til det Indre af Afrika ankommer den faa Dage efter sin Bortrejse. Den opholder sig helst i flade, lavt liggende Egne, som er rige paa Moser. Marskegnene