Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 535
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
VADEFUGLENE
283
i Nordtyskland og Holland tiltaler den saaledes overordentlig, fordi den der har et fortrinligt Jagtdistrikt. Paa Bornholm, hvor der ikke findes store Enge, og hvor Kysterne i Reglen er klippefulde, mangler den ganske. I Fald Opholdsstedet ret skal behage Storken, maa det findes i en Egn, som Mennesket har taget under sit Herredømme; thi vel bygger enkelte Storke deres store Reder i Skove, fjærnt fra menneskelige Boliger, men Flertallet af dem bor og bygger dog paa Bøndergaarde eller i alt Fald paa Tage.
Naar man har Held med sig, kan man se de velanskrevne Taggæster ankomme, idet det samme Par, som Aaret i Forvejen byggede Rede i Gaarden, pludselig fra en svimlende Højde sænker sig ned i Skruelinjer paa Tagrygningen og derpaa fra det første Øjeblik af viser sig saa ganske hjemme, som om det aldrig havde været borte. Straks efter Ankomsten begynder den sædvanlige Levemaade. Storken flyver fra Reden, som er dens Hjem, ud paa Mark og Enge, til Moser og Sumpe for at anstille sin Jagt, vender sædvanligvis tilbage om Middagen og gør om Eftermiddagen en anden Udflugt, kommer hjem før Solens Nedgang, knebrer og overlader sig til Søvnen. Saaledes lever den Dag ud og Dag ind. Den har noget værdigt i sit Væsen; dens Gang er langsom og afmaalt, Holdningen temmelig oprejst, og dens Flugt, der indledes med nogle faa Spring, er forholdsvis langsom, men let og smuk, og navnlig udmærker den sig ved de statelige, kredsende Bevægelser, som den forstaar at udføre trods nogen Grib. Naar den staar, plejer den at trække Halsen ind og at vende Spidsen af Næbel nedefter. Den løber kun sjældent, og denne Bevægelse synes at trætte den, hvorimod den, naar den spadserer om paa sin sædvanlige Vis, kan være hele Timer i Virksomhed.
Om dens Aandsævner bemærker Naumann: »Den forstaar at rette sig efter Personer og Forhold og er intet Øjeblik i Tvivl om, hvorledes Menneskene er- sindede imod den paa dette eller hint Sted, Den mærker derfor snart, hvor de.i kun bliver taalt og hvor den gerne ses. Den, faa Dage i Forvejen til en fremmed Egn ankomne, sky og forsigtige, Mennesket undvigende og alt mistroende Stork har aldrig saa snart fulgt den Indbydelse til at bygge Rede, som ligger i et paa Rygningen af et Tag eller i Toppen af et Træ anbragt Vognhjul, førend al dens Frygt er forsvunden, saa at den allerede faa Dage efter at have taget sit Hjul i Besiddelse er bleven saa fortrolig, at den uden at blive bange lader sig betragte i en ganske ringe Afstand. Den lærer snart sin Vært at kende og at skelne ham fra andre Mennesker.« Mest sky viser den sig paa sin Vandring eller overhovedet, naar den forener sig med andre af sin Art, thi da søger den ene at overbyde den anden i Forsigtighed. Til Afrika synes den at medbringe Bevidstheden om de hvide Menneskers Farlighed, thi den holder stedse sine Landsmænd paa større Afstand end de Indfødte. Sædvanligvis betragter man Storken som en godmodig og uskadelig Fugl, men disse Egenskaber besidder