Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

284 DYRENES LIV den ikke. »Dens Maade at ernære sig paa, siger Naumann, »gør Mord til Vane for den, og denne Vane kan undertiden endog komme til at gaa ud over dens Lige. Man har Eksempler paa, at Storke, der er ankomne andet Steds fra, har stormet en Rede, kastet sig over Ungerne og ombragt dem, til Trods for de Gamles fortvivlede Modstand, og at de har gjort det samme ved flere Reder i én Egn.« Naar den tamme Stork tirres, gaar den undertiden lige løs paa sin Modstander, og anskudte Storke værger sig tappert og kan let blive farlige for Mennesker og Jagthunde, da de ofte hugger efter Øjnene. Den eneste Lyd, som Storken kan frembringe, er en hæs Hvislen, som sjældent høres, som oftest af tæmmede Storke, der vil lægge særlig Glæde for Dagen. 1 Almindelighed udtrykker Fuglen sine Følelser ved Knebren med Næbet, snart længere og snart kortere, snart hurtigere og snart langsommere, snart stærkere og snart svagere; kort sagt, den knebrer baade af Glæde og af Sorg, baade naar den er sulten og naar den er mæt; knebrende gør den Hunnen sin Kærlighedserklæring og knebrende kærtegner den sine Unger. Disse lærer, endnu inden de kan flyve, deres Forældres mærkelige, men ingenlunde fattige Sprog og udtrykker deres Følelser paa samme Maade, saa snart de kan knebre. Storkens Føde bestaar i Dyr af den forskelligste Art; dog efterstræber den fortrinsvis skadelige Dyr og bliver derved en nyttig Fugl. Den synes at foretrække Padder og Krybdyr, formodentlig fordi de lettest lader sig fange. Paa sine sædvanlige Jagtudflugter træffer den hyppigst Frøer, Mus og Insekter; men den sluger ogsaa mindre Fisk. Den dræber Firben, Staalorme, Snoge, ja endog Giftslanger; unge Fugle ombringer den ligeledes uden Naade, unge Harer snapper den til Trods for Moderens kække Forsvar, efter Mus lurer den paa Mark °g Eng foran deres Huller, og Muldvarpe spidder den, idet de skyder Jorden op. Mindre Bytte tager den med Spidsen af Næbet, kaster det i Vejret og opfanger det behændig. Paa blomstrende Enge anstiller den en ivrig Insektjagt og tager ikke alene stillesiddende og krybende Insekter, men søger ogsaa at snappe dem i Flugten. Kun Tudser forsmaar den; de indgyder den Mødbydelighed, og den afskyr dem i saa høj Grad, at den altid ombringer dem, men aldrig fortærer dem. Storkens mærkelige Tilbøjelighed til at slutte sig til Menneskene viser sig især i Parringstiden. Et Hjul, som i vandret Stilling er fastgjort til en Tagrygning eller i Toppen af et højt Træ, er en Indbydelse til at bygge Rede, som Storken sjældent eller aldrig vil undlade at benytte. Desto mere paafaldende er det, at det blot er Husstorken, der holder sig til Mennesket, og at dens i Form og Væsen ganske lignende Slægtning, Skovstorken, stedse bygger fjærnt fra Mennesket, saa ensomt som muligt i Skoven. Den en Gang byggede Rede benyttes Aar for Aar til Rugningen; enkelte Reder har saaledes været benyttede hver Sommer i hundrede Aar eller mere. I Reglen indfinder Hannen sig et Par Dage før Hunnen og