Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

304 DYRENES LIV Fuglen Mangel og mister Kræfterne til at drage bort, og da tyer den endog undertiden i sin Nød ind i Huse, navnlig i Kostalde. Om Efteraaret er Vandriksen almindelig paa Færøerne; paa Bornholm synes den derimod at mangle, og i Norge er den meget sjælden. Ved aabne Søer forekommer den ikke; den forlanger siv-bevoksede Moser for at knytte sig til en Egn. Om Dagen holder den sig skjult, tildels vel sovende, og færdes først livlig i Tusmørket blandt Siv og Græs, i hvilket den gør sig formelige Gange og løber om med Færdighed, uden at støde an med sin smalle Krop. Lokke-stemmen er et skarpt »Vuit!« I Flugten udstøder den et »Krik!« eller »Krip!« Reden, som findes paa en Tue mellem Rør og Siv, indeholder 6—10 rødgule eller blegt grønlige, plettede Æg. Fangne Vandrikser kan blive saa kælne, at de lader sig klappe med Haanden. Kødet er velsmagende. I Brasilien lever Hønserikserne. En af dem, Serrakuraen (Aramides gigas') er omtrent saa stor som en lille Høne. Hoved og Forhals er skifergraa, oventil er Farven olivengrøn, og Underkroppen er sort; Svingfjerene, Underbrystet og Siderne er levende rustrøde og Styrefjerene sorte. Øjet er karmoisinrødt, Næbet gulgrønt og Foden kødfarvet. Serrakuraen opholder sig i Moser eller ved sivbevoksede Skovbække i det indre Brasilien. Fangne Eksemplarer forliges fortræffelig med Vandhøns, Smaahejrer og Ibis’er, men Spurve passer de op, strækker dem til Jorden med et kraftigt Hug og fortærer dem. Paa smukke Majaftener hører man fra Marker og Enge en forunderlig skræppende Lyd,?der omtrent klinger, som om man med et Stykke Træ strøg rask hen over Tænderne paa en Kam. Denne Lyd høres til langt ud paa Natten og ligeledes tidlig om Morgenen, og den Fugl, der frembringer den, er den almindelige Vagtelkonge, ogsaa kaldet Engsnarren, paa norsk: Agerriksen (Crex pratensis). Det ubetydeligt bøjede Næb er kort, højt og sammentrykt; de middellange Ben er næsten befjerede til Hælen og de middellange Tæer næsten helt adskilte; Halen er kort, omtrent skjult, og Fjerdragten glat, men ikke meget tæt. Farven er oventil sortbrun med olivengraa Fjerkanter; Overvingen er brunrød med smaa, hvidgule Pletter og Underkroppen hvidgul med rødbrune Baand paa Siderne. Næbet er brungraat og Foden blygraa. Længden udgør 29 Gtm. Vagtelkongen er udbredt over hele Nordeuropa og en stor Del af Mellemasien. Sydeuropa gæster den regelmæssig i Træktiden, men synes kun undtagelsesvis at ruge der. Den indfinder sig i Danmark i Maj og tiltræder sin Rejse mod Slutningen af August, men forekommer dog enkeltvis til Midten af Oktober. Det er paa mange Steder en almindelig Tro, at Vagtelkongen behersker eller anfører Vagtlerne; Fuglen har imidlertid i sit Væsen aldeles ingen Lighed med Vagtlerne og trækker heller ikke bort ganske ved samme