Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

26 DYRENES LIV gennem Øjet. Issen er i Midten stærk ildrød, mod Siderne mere gul, og den sorte Stribe omkring den er noget bredere end hos den foregaaende. Den er lidt mindre end hin. Begge Fuglekonger ruger to Gange, første Gang j Maj og anden Gang i Juli. I Bur ser man sjældent Fuglekonger; de taaler bedst Fangenskabet, naar de er flere sammen og bliver da saa tamme, at de æder af Haanden. Nær Sangernes Familie staar den usikkert begrænsede Familie Timalierne (Timeliidae), Spurvefugle med oftest korte, afrundede Vinger og lange, bløde Fjer. Drosselagtige i deres- Udseende og Færd er den bekendte amerikanske Underfamilie Spottedroslern e (Mimznae), hvis mest berømte Medlem er selve Spottedroslen eller Spottefuglen (Mimus polyglotta). Den er 25 Ctm. lang, oventil mørkegraa, paa Panden og Siderne af Hovedet med et brunt Skær; nedentil er den hvidbrun. Den bygger i Buske, Lunde, Skove og Haver og opholder sig, især om Vinteren, i Nærheden af Menneskets Boliger. Naar den hopper hen ad Jorden, udbreder den hvert Øjeblik Halen og lægger den straks igen sammen. Flugten sker i Kast under lignende Bevægelser med Halen. Amerikanerne udtaler ofte, at Spottedroslen er Kongen for alle Sangfugle; men dette er at gaa altfor vidt. »Sin store Berømmelse,« siger Gehardt, »har Spottedroslen opnaaet ved at efterligne andre Fugles Sang. Da man i den ny Verden kun hører yderst lidt god Fuglesang, er en taalelig Sanger allerede paafaldende, og det er Grunden til, at man har lovprist denne Fugl saa stærkt.« løvrigt bekræfter Gerhardt fuldstændig de amerikanske Forskeres Angivelser om Spottedroslens Færdighed i at efterligne. »Den 20de Juni,« fortæller han, »iagttog jeg en syngende Han i vort Nabolag. Som sædvanlig udgjorde den amerikanske Gærdesmuttes Lokketone og Sang næsten en Fjerdedel af dens Melodi. Den begyndte med den omtalte Fugls Sang, gik derfra over til Purpursvalens Lokketoner, skreg pludselig som en Spurvehøg, fløj derpaa bort fra den ud-gaaede Gren, paa hvilken den havde siddet, og efterlignede i Flugten den tofarvede Mejses og Vandredroslens Lokkeskrig. Den løb derefter om paa et Gærde med hængende Vinger og Halen rettet i Vejret, sang som en Fluesnapper, en Baltimorefugl og en Tanagra, lokkede som den sorthovede Spætmejse og fløj derfra hen paa en Brombærbusk, snappede et Par Bær og kaldte derpaa som Guldspætten og som den virginske Vagtel, opdagede nu en Kat, der luskede om ved en Træstub, stødte højtskrigende efter den og svang sig dernæst, efter at have slaaet den paa Flugt, under Sang op paa den udgaaede Gren, hvor den begyndte sin Melodi forfra.« Spottefuglens Sang er i det Hele overordentlig afvekslende. Den