Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SVØMMEFUGLENE 315 Blade svømme paa dem. Det er Flamingoerne, som staar der i Rækker, og som bevirker Skuffelsen ved deres rosenrøde Vinger. Thi aldrig smykker Morgenens Gudinde sig med skønnere Farver, ingensinde var Pæstums Rosenhaver herligere end den Pragt, Flamingoen bærer til Skue paa sine Vinger. Det er et livligt glødende Rosenrødt, en Rødme som hos frisk udsprungne Roser. Grækerne opkaldte Fuglen efter denne Farve paa Vingedækfjerene, Romerne bibeholdt Benævnelsen, og Franskmændene tænkte heller ikke paa andet end de brændende røde Vinger, da de gav Fuglen Navn af le Flamant (»den brændende«) Paa lignende Maade skildres det Indtryk, som Flamingoerne frembragte hos Brehm, der saa Tusinder og atter Tusinder af disse Fugle i Strandsøerne ved Nilens Delta: »Øjet kunde ikke løsrive sig fra en lang Ildlinje af ubeskrivelig Pragt. Sollyset spillede henover Fuglenes blændende hvide og rosenrøde Fjerdragt, og herlige Farver kom til Syne. Opskræmmede af et eller andet svang hele Massen sig paa én Gang i Vejret; det brogede Virvar, de levende Roser ordnede sig til et langt, mægtigt Træk af samme Kileform som Tranernes, og nu drog Ildlinjen hen over den blaa Himmel. Det var et henrivende Syn! Lidt efter lidt dalede de atter ned og opstillede sig igen, saa at man kunde fristes til at tro, at man havde et talrigt Troppekorps for sig. Set i større Afstand tager de sig ud som en velordnet Hær; Singaleserne paa Ceylon kalder dem derfor »engelske Soldater- Flamingoer, den ene ruger, fugle« og Sydamerikanerne kort »Soldaterfugle«; ja, Humboldt fortæller endog, at Beboerne af Angostura en Dag kort efter Byens Grundlæggelse blev ganske forfærdede, da der sydpaa lod sig se store Skarer af Hejrer og »Soldaterfugle«. De troede, at det var Indianere, der kom for at overfalde dem, og uagtet nogle af Indbyggerne, som før havde set dette Syn og ikke lod sig narre deraf, søgte at forklare det hele, beroligedes Folket dog ikke ganske, førend Fuglene fløj op og toge Retningen mod Orinocos Munding. I Almindelighed staar de til over Hælen i Vand, og saavel i Vandet som paa Landet antager de de sælsomste Stillinger. Den lange Hals