Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

316 DYRENES LIV bliver snoet i Bugter paa en ejendommelig Maade og lagt ned over Brystet, medens Hovedet bliver bøjet tilbage paa Ryggen og mere eller mindre skjult under Vingedækfjerene. Sædvanligvis staar Fuglen paa et Ben, med det andet strakt skraat bagud eller helt sammenlagt, trukket op under Bugen, og i denne Stilling plejer Flamingoen ogsaa at sove. Som oftest bærer den Halsen S-formig bøjet, og kun naar den bliver forskrækket, løfter den Hovedet saa højt, som den lange Hals tillader den at løfte det. Naar Flamingoen fisker, vader den i Vandet og bøjer sin lange Hals saa dybt ned, at Hovedet kommer i samme Plan som Fødderne, eller med andre Ord, at Overnæbet kan trykkes ned i Dyndet. Paa denne Maade undersøger Fuglen Vandets Bund, idet den gaar frem og tilbage med smaa Trin og aabner og lukker Næbet under tilsvarende Bevægelser med Tungen. Alt, hvad der kommer ind i den naturlige Si, som Næbet danner, bliver undersøgt af den fintfølende Tunge og det brugelige afsondret fra det ubrugelige. Ved sin Trippen om med Fødderne, bringer den de smaa Vanddyr, af hvilke den ernærer sig, i travl Bevægelse og faar derved desto lettere fat paa dem. Dens Flugt er let, og dens Legeme antager, medens den flyver, Form af et Kors; i fornødent Fald svømmer den godt og udholdende. Kun i en Henseende er den lidet begavet; den har ingen velklingende Stemme. Et hæst »Krak!« og et højere, gaaseagtigt Skrig udgør alle dens Meddelelsesmidler. Føden bestaar, ligesom hos alle de Savnæbbede, af smaa Vanddyr; Smaaflsk snapper den ligeledes, og enkelte Plantestoffer bliver heller ikke forsmaaede. Flamingoen anlægger sin Rede enten paa lave Steder i Vandet selv eller paa flade, blot med ganske lavt Buskads bevoksede Øer. I første Tilfælde bestaar Reden af en kegleformet Hob af Dynd, som sammenskrabes med Fødderne, og hvis Sammenhæng rimeligvis styrkes ved Vandplanter o. desl., og som opføres saa højt, at Redens Bund kommer til at ligge M. over Vandspejlet; i sidste Tilfælde bestaar den kun af en lav, i Jorden selv udkradset Fordybning, i hvilken der ligger to hvide Æg paa et tarveligt Leje af Siv. Naar Fuglen ruger, sætter den sig i Reglen med sammenlagte Ben paa Reden; dog strækker den ogsaa undertiden et af Benene eller maaske dem begge bagud og lader dem hænge ned over Kanten af Reden. Rugetiden skal vare 30—32 Dage, og Hunnen skal med høje Skrig opfordre Hannen til at afløse sig. Flamingojagt kræver stor Forsigtighed. Om Dagen lader en Hær af disse frygtsomme Skabninger ikke engang Jægeren komme sig paa Bøsseskuds Afstand. Medens de søger Næring, staar der bestandig nogle gamle Fugle paa Vagt. Om Natten kan man derimod bedre overraske dem. Araberne udspænder om Natten sædvanlige Fiskegarn mellem to Baade og sejler ind i en Flamingoflok; de forskrækkede Fugle flyver da op, indvikles i Garnet og fanges nu af Mandskabet i Baadene. Paa denne Maade faar man undertiden halvtredsindstyve og flere af en Flok. De gamle Romere