Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

326 DYRENES LIV rustrød med hvidgule Kinder, et smalt sortgrønt Halsbaand (i Parringstiden), hvide Vingedækfjer, metallisk grønt Vingespejl og sorte Sving- og Styrefjer samt Overgump. Mellemasien er Midtpunktet i Rustandens Udbredelseskreds. Mod Øst gaar den til øvre Amur, mod Vest til Marokko. Paa Trækket besøger den regelmæssig Grækenland og Syditalien. Allerede i Mellemtyskland hører dens Forekomst til de sjældne Undtagelser, og i Danmark skal den kun én Gang være bleven skudt, mærkeligt nok paa Bornholm, som ellers er saa fattigt paa Vade- og Svømmefugle. Den smukkeste af de i Norden forekommende Ænder er Gravanden, ogsaa kaldet Gravgaasen og Brandgaasen, paa norsk: Fagergaasen (Anas tadorna). Hoved og Hals er glinsende mørkegrønne, to store Pletter paa Skuldrene sorte, et Brystskjold, Mellemryg, Vingedækfjer, Sider og Halefjer (til henimod Spidsen) blændende hvide; Mellembryst og Bug er sortgraa, et bredt Halsbaand °g nogle af Armsvingfjerene smukt rødbrune og de øvrige Svingfjer sortgraa med metallisk grønt Vingespejl. Til Danmark ankommer den sidst i April og drager bort sidst i August eller først i September. Den søger Ly og yngler i Jordhuler, i Ræve- og Græv-lingehuler samt i Kaningrave. For Beboerne af Øerne ved Slesvigs Vestkyst er Gravanden ikke uden Betydning. Man anlægger der kunstige Boliger til den, idet man dækker lave Klithøje med Græstørv og graver vandrette Gange, som støder sammen i Højenes Midpunkt og tjener Fuglene til deri at anbringe deres Reder. Hunnen lægger, hvis man ikke forstyrrer den, 7—12 store, hvide, glatte Æg og begynder derpaa ivrig at ruge. Men tager man, som paa de vestslesvigske Øer, Æggene bort, lægger den 20—30. Hver Gang den forlader dem, dækker den dem omhyggelig til med Dun; disse staar ikke synderlig tilbage for Edderdun og tages efter Rugetiden ud af Rederne. Af alle Ænder er den almindelige Vildand, ogsaa kaldet Stokanden og Graaanden (Anas boscas) den vigtigste, fordi den tamme And nedstammer fra den. Den har et grønt Hoved og en grøn Overhals, som ved et hvidt Halsbaand er skilt fra det kastaniebrune Forbryst, graabrun Ryg med en fin mørk Tegning, graahvide, sortvatrede Skuldre, graa Vingedækfjer, et prægtigt blaat, paa begge Sider hvidt indfattet Vingespejl, sortgrøn Underryg, Overgump og opadkrummede Mellemstyrefjer (4 i Tallet), en forøvrig hvid, mørkprikket Hale, hvidgraa, fint sortvatret Underkrop, fløjelssort Undergump og mørkegraa Svingfjer. Om Efteraaret ligner Hannens Fjerdragt Hunnens, der er graa med brun Tegning. Stokanden bebor ikke alene hele Norden i den gamle og nye Verden, men findes til helt ned imod Vendekredsen, skønt i Syden kun om Vinteren. Den er den almindeligste af Ferskvandsænderne °g opholder sig i siv- og rørbevoksede Søer, Damme og Moser, helst hvor der er Skove i Nærheden. I Forsommeren lever den parvis; straks efter Parringen skilles dog Hannerne fra Hunnerne