Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

338 DYRENES LIV uden flyder de saa let paa Vandet som Skum og bliver ved deres blændende Farve en sand Prydelse for det mørke Hav. Flugten gaar for sig med langsomme Vingeslag, som ofte afveksler med en skøn Svæven, der udføres med en saa stor Lethed, at man ingensinde bemærker noget Spor af Udmattelse. Som Styrtedykkere staar de dog tilbage for Ternerne Alle Maager er kloge Fugle, som for-staar at bedømme Forholdene og at indrette deres Færd derefter; de er endvidere modige, men noget herskesyge, holder meget af Selskab med andre af deres Art og er Mage og Afkom meget hengivne; men de er tillige meget misundelige, og naar Graadigheden kommer med i Spillet, maa Venskabsfølelserne vige. Mennesket mistror de bestandig, men besøger dog Havne og Fiskerlejer, omkredser Skibe o. s. v., fordi de af Erfaring ved, at der let falder noget af til dem. Rovmaager, Ravne og lignende Fjender angriber de skarevis og slaar Svartbagmaager. dem sædvanlig paa Flugt. I Yngletiden forener alle Arter sig i Selskaber, som undertiden vokser til uhyre Flokke; i det høje Norden findes der Kolonier, som kan bedække hele Klippevægge og anbringer den ene Rede saa tæt ved Siden af den anden, at de rugende Fugle har vanskeligt ved at faa Plads. De 2-—3, sjældnere 4, Æg med askegraa og sortbrune Pletter paa smudsig brungrøn Grund lægges i en lille Fordybning, som de undertiden kunstløst beklæder med Græsstraa eller Tang. Begge Mager ruger skiftevis, mere vedholdende i daarligt Vejr end i godt. Ungerne kommer til Verden i en plettet Dundragt og forlader som oftest Reden allerede i de første Dage; de, der udklækkes paa stejle Klippevægge, maa dog forblive, hvor de er, indtil Svingfjerene er udvoksede. I Begyndelsen faar Ungerne halvt fordøjet Næring, der opgylpes af de Gamle; senere mådes de med dyriske Stoffer. Til de større Arter hører Svartbagmaagen eller den sorte Havmaage (Larus marinas'), der er hvid med skifersort Kappe,