Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SVØMMEFUGLENE 345 De egentlige Stormfugle (Procellaridae) ligner Maager. Næbet er kortere end Hovedet, Overnæbet ender i en stærkt bøjet, krogformet Spidst; Næseborene aabner sig med en enkelt Aabning i Enden af et vandret Rør, som strækker sig fra Roden til Midten af Næbet. Alle lever i de store Verdenshave, og Fastlandet gæster de kun i Yngletiden. De gaar slet, svømmer med Lethed, skønt sjældent, og tilbringer Størstedelen af deres Liv flyvende. De tager Aadsler, Bløddyr o. v. v. og er næsten umættelige. Hvor der er Overflod af Føde for dem, glemmer de enhver Fare og lader sig dræbe med Knipler eller tage med Hænderne. Alle Stormfugle yngler tæt ved Havet, helst paa enestaaende, utilgængelige Klipper og Skær, hvor de ruskallede, hvide Æg lægges paa den bare Jord. Paa Overgangen mellem Albatrosserne og de mindre Stormfugle staar Kæmpe-Stormfuglen (Procellaria gigaltlea), der som voksen er mørk violetbrun; den unge Fugl er lysere. Længden udgør 90 Ctm. Kæmpe-Stormfuglen er udbredt over den sydlige Halvkugles tempererede og kolde Bælte. Den lægger et eneste, hvidt Æg, hvoraf der efter lang Rugning udklækkes en Unge, som i Begyndelsen bærer en smuk Dragt af lange, hvide Dun, og som er længe om at vokse til. Naar nogen nærmer sig Reden, vender den gamle Fugl sig noget til Siden, og Ungen udsprøjter da i over 2 Meters Afstand en ildelugtende Tran mod Angriberen. Is-Stormf uglen eller M all em uk’en , paa Norsk: Havhesten, (P. glacialis') er hvid med blaagraa Kappe, gulagtig hvid Bug og sortagtige Vinger. Længden udgør 50 Ctm. Denne Art har hjemme i det nordlige Ishav og forlader det egentlig kun, naar den føres afsted af Storme. Sit Navn bærer den ikke ganske med Rette; thi den undgaar helst større Ismasser, og Skibsførere, hvis Fartøjer omsluttes af Isen, anser det for et sikkert Tegn paa aabent Vande, naar de bemærker Is-Stormfuglen. I Flugten har den megen Lighed med Is-Maagen, svømmer godt og kan ogsaa dykke. Den nærmer sig dristig Skibe, Fiskere og Hvalfangere, især naar der er faldet et Stykke Spæk af til den ved Flænsningen af en Hval. Med Undtagelse af den kender man ingen anden Fugl, som fortærer Vandmænd. Den yngler paa St. Kilda, en af Hebriderne, og paa Færøerne, Jan Mayen, Spitsbergen og Island. Paa Vestmanøerne er den, ifølge Faber, den hyppigst ynglende Fugl, og dens Antal kan der nogenlunde beregnes af, at Indbyggerne i det mindste tager 20,000 Unger af Rederne; der maa altsaa ruge over 40,000 Fugle. Men deres Antal stiger Aar for Aar, da man ikke kan komme til at tage mange af Ungerne, skønt Fuglefængerne ved Hjælp af tykke Tove firer sig ned ad Klippesiderne. I de første Dage af Juli kryber Ungen ud af Ægget; imod Slutningen af samme Maaned er den halv udvoksen og beklædt med lange, graablaa Dun. Allerede ved den Tid udspyer den ligesaa godt som de gamle sin Transtraale over 2—3 Meter langt mod enhver, som vil tage den, idet den opgylper denne Vædske fra sin store, tranfyldte Mave. Dette Forraad udtømmes ikke saa let.