Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SVØMMEFUGLENE 347 Nedgang færdes de livligt, og da høres ogsaa deres Lokketone »Uib, uib, uib, uæh, uæh!« Med deres Kammerater lever de i den dybeste Fred, og om andre Fugle bekymrer de sig ikke. Naar de fra deres eget Element kommer op paa Land, taber de Besindelsen og lader sig gribe med Hænderne. Deres Føde bestaar af Bløddyr, mindre Krebsdyr, maaske ogsaa af Smaafisk samt af Fedtstoffer, der flyder paa Havets Overflade. Om deres Forplantning siger Graba: »Flere Uger før Stormfuglene begynder at ruge, begiver de sig til Huler og Jordrevner, ikke langt fra Havet. Her graver de et Hul saa dybt, de kan, i Jorden, ofte 60 Ctm. dybt, bygger Rede af nogle Græs-straa og lægger mod Slutningen af Juli et eneste rundt, hvidt Æg. Allerede nogen Tid, før Fuglen lægger sit Æg, udrykker den Fjerene foran paa Bugen, saa at der dannes en Rugeplet; hos de fleste findes disse Pletter allerede otte Dage før Æglægningen.« I rum Sø er den spidshalede Rovmaage Stormsvalernes eneste Fjende; paa Land bliver de et Bytte for enhver Ravn. Mennesket forfølger dem ikke videre, da deres stærke Tranlugt indgyder Modbydelighed; dog brugte man i det mindste tidligere skudte Eksemplarer til Lamper, idet man simpelthen trak en Væge igennem dem og antændte den. Hos Stormdykkerne (Puffini) er Næbet langt og i Spidsen bøjet krogformig nedad. Næseborene er anbragte i et kort Dobbeltrør med to ydre Aabninger. De middellange Ben har sammentrykte Løb, og Bagtaaen er kun antydet ved en Klo. Vingerne er lange og spidse, Halen er afrundet, og Farven er mørkladen. Stormdyk-kerne forlader ligesom Stormsvalerne kun Havet, naar de skal ruge; dog nærmer de sig mere Kysterne, ja kommer ikke sjældent ind i Havnene. Sædvanlig ses de i Flokke, der kan bedække hele Øer. Føden bestaar af Fisk og Blæksprutter, der fanges ved at svømme og at dykke. I Maven findes der ingen Tran som hos Stormfuglene. Den almindelige Storm dykker, ogsaa kaldet Skraape, paa Norsk: Liren (Puffinus angloriim) er oventil sortbrun og underneden hvid med sorte Laarfjer. Den yngler paa Hebriderne, Færøerne og Island; ved den franske og spanske Kyst samt i Middelhavet forekommer den overalt; i Nordsøen viser den sig ikke saa ganske sjældent i Smaaflokke, men i Østersøen aldrig. Dens Flugt er ikke saa sirlig som de andre Stormfugles, men ingen af dem tilbagelægger sin Vej paa en saa afvekslende Maade. Snart iler den op ad Bølge-bjærgene og stiger ned i Bølgedalene, snart svinger den sig 3—4 Meter i Vejret og styrter paa skraa ned imod Bølgerne, forsvinder under Vandet, arbejder paa Dykkernes Vis, idet den ror baade med Vinger og Ben, og flyver op i Luften, som det synes blot for at trække Vejret, da den straks efter forsvinder igen. I det Tørvelag, der bedækker dens Yngleplads, graver den med Næb og Kløer 2—3 Meter dybe Huller, der ligner Kaningrave, og i hvis inderste, noget udvidede Del den lægger et stort, hvidt Æg, som den derpaa ruger.