Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

384 DYRENES LIV hvor dybt Æggelaget var, ligesom man undersøger et Lag Mergel. Støder man Stangen lodret ned, mærker man let, naar man har naaet det løse Jordlag, hvori Æggene ligger, idet Modstanden da paa en Gang bliver svag. Vi saa, at Laget i det hele var saa ensartet udbredt, at Stangen overalt stødte paa det. Imidlertid dækker Æggelaget langt fra hele Øen, men ophører overalt, hvor Grunden pludselig hæver sig, fordi Skildpadderne ikke kan krybe op paa disse smaa Højdedrag. De Bredder, hvor næsten alle Orinokos Skildpadder aarlig synes at samles, ligger imellem Sammenløbet af Orinoko og Apure og de store Vandfald eller Raudales, og her findes de tre navnkundigste Fangepladser. Den store Skildpadde, Arråu (Podocnemis expansa) et frygtsomt Dyr, som skjuler sig ved den mindste Støj, skyr alle af Mennesker beboede eller af Baade foruroligede Bredder. Naar den er udvoksen, vejer den 20—25 Kilo. Æggene, der er større end Dueæg, har en Kalkskal og skal være saa haarde, at Indianernes Børn bruger dem som Bolde. En nærstaaende Art, Terekay’en, er mindre og holder sig ikke samlet i saa store Flokke som Arräu’en. Den sidstnævnte har en god Smag og søges meget af Indbyggerne i det spanske Guyana. Den Tid, i hvilken Arråu’en lægger sine Æg, falder sammen med den laveste Vandstand. Disse Skildpadder samles allerede flokkevis i Januar, gaar op af Vandet og varmer sig i Solen paa Sandet. I Februar finder man dem næsten hele Dagen paa Bredderne. I Begyndelsen af Marts samles de spredte Flokke og svømmer derpaa til de faa Øer, paa hvilke de i Almindelighed lægger Æg. Sandsynligvis kommer den samme Skildpadde Aar for Aar til den samme Bred. Faa Dage før Lægningen viser mange Tusinder sig i lange Rækker ved Bredderne af Øerne, strækker Halsen frem og holder Hovedet over Vandet for at iagttage, om der er noget at frygte af Tigre eller Mennesker. Indianerne, hvem det er meget magtpaaliggende, at de forenede Sværme ogsaa bliver sammen, stiller Vagter ud langs Bredden, for at Dyrene ikke skal spredes, men kan lægge Æggene i al Ro. Man giver Fartøjerne Ordre til at holde sig midt i Strømmen og ikke at skræmme Skildpadderne ved nogen Støj. Æggehøsten sker den ene Gang som den anden. Naar Lejren er bygget, udnævner Missionæren sin Stedfortræder, som deler det Stykke Land, hvor Æggene ligger, i lige saa mange Lodder, som der er Indianerstammer, der deltager i Høsten. Han begynder Forretningen med at prøve med sin Stang, hvor dybt Æggelaget naar ned. Efter vore Maalinger strækker det sig indtil 40 M. fra Bredden og er med et Middeltal 1 M. dybt. Ikke uden Forundring hører man Udbyttet af Æggehøsten anslaa som Udbyttet af en Kornmark. Det er undertiden Tilfældet, at et Fladerum af 40 M.s Længde og 10 M.s Bredde afgiver 100 Krukker eller for over 700 Kroner Olie. Indianerne opgraver Jordén med Hænderne, lægger de indsamlede Æg i Smaakurve, bærer dem til Lejren og