Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

slangerne 445 det ihjel ved at omslynge det. De større Arter i denne Orden kan sluge Dyr af et Raadyrs Størrelse; de andre nøjes med mindre Dyr, især Gnavere, Smaafugle, alle Slags Krybdyr (maaske med Undtagelse af Skildpadder) og Fisk, hvorimod lavere Dyr vistnok er mindre truede. Enhver Slangeart synes mere eller mindre at foretrække en bestemt Dyreart. Da Slangerne sluger al Føde hel og undertiden Mundfulde, som er dobbelt saa tykke som deres egne Hoveder, kræver Slugningen en betydelig Kraftudvikling og foregaar kun langsomt. Saa vidt muligt griber de Byttet fortil ved Hovedet, fastholder det med Tænderne, skyder den ene Side af Hovedet frem, hugger paa ny Tænderne fast, skubber dernæst den anden Side af Hovedet frem og griber saaledes vekselvis fat, snart med den ene og snart med den anden Tandrække, indtil Byttet er bragt ned i Svælget. Paa Grund af det store Tryk udskilles der en rigelig Mængde Spyt, som gør Byttet slimet og letter dets Gang gennem Munden, der udspiles i høj Grad. Ved Slugningen af et meget stort Bytte, ser Hovedet uformelig stort ud, og enhver enkelt Knogle, som hører til Kæberne, bliver da skudt ud af sit Leje, men saa snart Byttet er slugt, indtager Knoglerne igen den tidligere Plads. Det kan hænde, at Slanger griber fat paa alt for store Dyr og søger at sluge dem, skønt det er umuligt; de ligger da i flere Timer med Byttet i Gabet paa et og samme Sted, medens Luftrøret er skudt saa langt frem, at Aandedrættet ikke er afbrudt, og stræber forgæves efter at faa den store Bid ned, eller, dersom dette ikke lykkes dem, at faa Tænderne frigjorte igen. Man har paastaaet, at en Slange ikke kan slippe et en Gang grebet Bytte og derfor kunde kvæles, naar det var for stort; men denne Paastand er aldeles urigtig. Giftslangerne griber først fat i Byttet, naar det er dødt, og da med en vis Forsigtighed. Ved Slugningen bruger de aldeles ikke Gifttænderne, men holder disse saa langt tilbage som muligt og arbejder af den Grund mest med Underkæben. Fordøjelsen foregaar langsomt, men er meget kraftig. Ufordøjelige Stoffer som Fjer og Haar opgylpes i Almindelighed igen i Klumper. Ædelysten synes i det hele at være afhængig af Vejret og at stige med Varmen, men egentlig kan man ikke kalde Slangerne graadige. De sluger vistnok megen Føde paa en Gang, men kan da ogsaa holde ud i Uger, ja endog i Maaneder uden Føde. Alle Slanger drikker; enkelte vistnok kun lidt, i det de drager Vandet til sig med Tungen, hvorimod andre fugter Tungen med Vand- eller Dugdraaber. Visse Slangearter tæres hen og dør, naar de maa undvære Vand, medens andre synes at kunne nøjes med meget lidt. Hamskiftet er endnu vigtigere for Slangerne end Fældningen af Fjerene for Fuglene. Det første Hamskifte sker, saa snart Ungen er sluppen ud af Ægget, og det udvoksede Dyr skifter flere Gange Ham i Løbel af et Aar. Denne for Dyret saa vigtige Proces indledes med, at den fine, vandklare Overhud paa Læberne løsnes. I fri Tilstand benytter Slangerne enhver Ujævnhed til at skyde Ham-