Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

SLANGERNE 467 Ting eller endog springer, naar Slangens Bid er for voldsomt. Er en Gifttand gaaet tabt, træder den nærmeste Reservetand i dens Sted, og en saadan Afløsning synes ogsaa uden ydre Anledning at foregaa i det mindste en Gang om Aaret, og maaske tiere. Selve Giften kan sammenlignes med Spyt eller maa betegnes som et Slags Spyt. Den udgør en klar, tynd, svagt gullig eller grønlig farvet Vædske, der enten synker til Bunds i Vand eller gør det lidt uklart, naar den blander sig med det. Det blaa Lakmuspapir farves rødt, naar det vædes med Giften; den forholder sig altsaa som en Syre. Hver Giftkirtel udskiller kun en yderst ringe Mængde af denne tilintetgørende Vædske: hos en 2 M. lang, rask Klapperslange i det højeste 4—6 Draaber. Men selv en ringe Del af en saadan Draabe er vistnok tilstrækkelig til inden nogle Minutters Forløb at øve sin fordærvelige Virkning endogsaa paa et stort Pattedyrs Blod. Giftkirtlen strutter af Gift, naar Slangen i længere Tid ikke har bidt, og Giften er da virksommere end i det modsatte Tilfælde. Den brugte Giftmængde bliver iøvrigt hurtigt erstattet. Med Hensyn til Virkningen synes saa meget at staa fast, at den er saa meget voldsommere, jo større Slangen er, og jo varmere Vejret er. Kun ved umiddelbart at overføres i Blodet bliver Slangegift livsfarlig. Varmblodige Dyr dør meget hurtigere og sikrere efter et Slangebid end Krybdyr, Padder eller Fisk, og de hvirvelløse Dyr synes at lide endnu mindre af Giften. To Giftslanger kan uden kendelige Følger bide hinanden, og enkelte Pattedyr som Pindsvinet samt visse Fugle synes paa en ufattelig Maade at kunne modstaa Slangegiftens Virkning. I Almindelighed ytrer denne sig mere eller mindre ens hos alle Dyr, og da kun altfor ofte ogsaa Mennesker bliver saarede, kender vi godt de legemlige og sjælelige Fornemmelser, Giften fremkalder. Straks efter Biddet føles der i Almindelighed en stærk Smerte, som ikke kan sammenlignes med nogen anden, men farer igennem hele Legemet som et elektrisk Slag. I mange Tilfælde mener den bidte dog kun at være bleven ridset af en Torn og lægger ikke videre Mærke til Smerten. En umiddelbart derpaa følgende Mathed over hele Legemet og en overordentlig hurtig Slappelse af alle Kræfter er de første ubedragelige Tegn paa Giftens Virkninger; ofte indfinder der sig ogsaa Opkastninger, ja endog Blodbrækning, næsten lige saa ofte Diarrhoe og undertiden Blødninger af Mund, Næse og Øre. Med Matheden følger der en næsten uovervindelig Søvnighed og en kendelig Aftagen af Hjærnens Virksomhed. I Særdeleshed sløves Sanserne, saa at der endog kan indtræde en fuldstændig Blindhed eller Døvhed. Naar den saaredes Død nærmer sig, synes han ikke længere at føle noget, men udaander i en bevidstløs Tilstand. I Fald Blodmassen paavirkes hurtigt, svulmer det bidte Lem sQm oftest ikke i nogen høj Grad, men forandres den langsomt, bliver det uformeligt, og Hævelsen udstrækker sig da ogsaa til de nærmest liggende Dele. Hos mange, der var bidte af Giftslanger, har man