Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

468 DYRENES LIV ikke alene iagttaget et dødningelignende Udseende, men ogsaa en ejendommelig Kulde. Denne er en naturlig Følge af det forstyrrede Blodomløb, da Forgiftningen netop ikke er andet end en Forandring af Blodet, og selve Sygdommen en Forraadnelsesfeber, der fremkalder en Opløsning. Men ikke altid lider den syge paa denne Maade; ofte plages han hele Timer af de voldsomste Smerter, og hans Nervesystem bliver da i saa høj Grad angrebet, at enhver Bevægelse, enhver Støj volder ham den ulideligste Pine. Tager Sygdommen en anden Retning, enten paa Grund af de anvendte Midler, eller fordi Mængden af den i Saaret udgydte Gift har været for ringe, saa følger der paa de første almindelige Symptomer en længere Sygelighed, førend den endelige Helbredelse indtræder; den bidte maa ofte lide i flere Uger, Maaneder, ja endog Aar af et Slangebids Følger. Fra gammel Tid har man anvendt utallige Midler derimod. Man har brugt at udskære og udbrænde Saaret, at lægge knuste Rødder og Blade paa det, at behandle det med Salmiak og med Klor, ja endog med Arsenik og anden Gift, men hidtil har man næppe udfundet noget helt paalideligt Middel. Spiritus synes, indgivet i rigelig Dosis, at være virksom, og mange Tilfælde synes at godtgøre, at det helt eller til Dels hæver Følgerne af et Slangebid. Et raskt Snit over Saaret, dettes Udpresning, en fast Sammensnøring af Lemmet ovenfor Saaret, Ætsning med Salmiakspiritus, Helvedessten o. s. v. er ogsaa brugelige Midler. I den nyeste Tid anbefales især overmangansurt Kali, Jærnklo'rid, Jodtinktur og forskellige Brom-forbindelser som udmærket Slangemodgift, — men helst bør man hurtigst henvende sig til en kyndig Læge. Gi ft snogene (Pro te ro g ly p ha), den første Hovedafdeling af Giftslangerne, har hule, men tillige furede Gifttænder og desuden smaa Tænder. De har paa selve Overkæben et lille Hoved og en kort Hale. Deres egentlige Hjem maa søges i den gamle Verden, skønt de ogsaa har Repræsentanter i den ny, men de mest frygtede findes paa den østlige Halvkugle. De større tager smaa Hvirveldyr, medens de mindre nøjes med Biller og Snegle. I Almindelighed staar Giftslangerne tilbage for de giftløse i Farvernes Skønhed, men der gives dog enkelte Undtagelser. Dette gælder især om Pragtslangerne (Elaps), som er smaa, noget klodsede Slanger med en trind Krop, et fint Hoved, der næsten gaar i ét med Kroppen, og en kort Hale. Skællene er ensdannede, men er ordnede parvis under Halen og danner smaa Plader paa Panden. Gabet er meget lille, og Kæberne kan ikke udvides synderligt. Disse Dyr hører til de svageste Giftslanger. De har især hjemme i Amerika, opholder sig i Skove eller Krat og ligner Snogene i Levemaade. Koralslangen (£. corallinus) er en af de pragtfuldeste Arter og bliver 60 70 Ctm. lang. Grundfarven er prægtig zinnoberrød