Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

486 DYRENES LIV af Hugormebid, og at tyve Gange saa mange bliver bidt, men kommer sig igen. Virkningerne af Biddet er næsten altid de samme, indtil Døden indtræder. Vi vil kun anføre et af Lenz meddelt Tilfælde, der vel ikke endte med Døden, men viser, at den lille Draabe Gift fra en Hugorms Tand kan ødelægge et Menneskes Helbred for hele Livet. En nittenaarig Pige fra Walterhausen, der gik barfodet paa Heden, havde faaet et Hugormebid i Foden. I første Øjeblik brød kun sig ikke om det, men snart begyndte Foden at hovne, og Hævelsen og Smerten trængte hurtig videre til Overkroppen, saa at hun sank om og mistede Kræfterne til at gaa. Til alt Held var hendes Moder med hende og bragte hende hjem. Lægen blev tilkaldt, og efter at flere Midler var brugte, bedredes den Syges Tilstand lidt efter lidt. Men til hendes fyrretyvende Aar var hendes Ben altid sygt og havde snart gule, snart blaa, snart røde Pletter og gjorde bestandig ondt. Da forlod Sygdommen pludselig Benet og kastede sig paa Øjnene, som, efter en Tid lang at have været stærkt angrebne, blev helt blinde og vedblev at være det i to Aar. Derefter blev de igen efterhaanden raske, men Ondet udbredte sig nu over hele Legemet og fremkaldte paa forskellige Steder Smerter i Krop og Lemmer. Denne Tilstand har holdt sig, og Pigen er oven i Købet bleven aldeles døv. I Mangel af et nøjagtigt beskrevet Tilfælde af Hugormebid i Danmark anføres her følgende Iagttagelser af Feddersen fra Viborg-egnen: »Den 1ste Maj 1863, som var en varm og smuk Foraars-dag, indtraf det Tilfælde, at en mig ledsagende Hund af den store, langhaarede Schæferrace blev bidt af en Hugorm, idet den fulgte mig op over en sandet Hedebakke. Hunden løb snusende foran mig, da den pludselig standsede med et Sæt, og i samme Øjeblik saa jeg Hugormen, som aabenbart holdt sig beredt til atter at bide. Hunden peb og søgte om bag mig, hvorpaa jeg dræbte Hugormen. Da jeg derpaa vendte mig for at se efter, hvor Hunden var saaret, stod den allerede med ludende Hoved og med et mat Udtryk i Øjnene, skønt der næppe var forløbet tre Minutter, siden den var bleven bidt. Saaret fandtes i Randen af Overlæben, hvor der viste sig en Bloddraabe. Imidlertid fulgte Hunden mig villig, da jeg gik videre, men allerede efter nogle Minutters Forløb mærkede jeg, at den ikke længere fulgte efter; den havde lagt sig ned, var overordentlig mat og døsig, og fra Munden flød der et rigeligt og klart Spyt. Opmuntringer nyttede næppe; Hunden gik vel et kortStykke med, men stod saa paa ny stille. Da jeg endelig naaede en Gaard, hvor jeg gik ind for at faa Hjælp, kastede Hunden sig straks ned paa et køligt Sted, vilde hverken drikke Mælk eller Vand, men blev mere og mere mat, ligesom ogsaa den ene Side af Hovedet hovnede stærkt. Gaardens Ejer kom imidlertid til og gav sig straks i Færd med at behandle den stakkels Hund. Med nogen Vanskelighed flk han et Par gode Stykker Skraa ned i Halsen paa den og lod den