Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

488 DYRENES LIV uagtet frygtes den meget baade af Hvide og Sorte, og det med god Grund. Naar den bliver vred, plejer -'den at puste sig op og at udspile Halsen, saa at den faar det dobbelte Omfang. Samtidig dermed løfter den Hovedet indtil 30 Ctm. fra Jorden, følger med funklende Øjne enhver Bevægelse af Modstanderen og afventer det gunstige Øjeblik til at fare løs. Den lever af Mus, Fugle o. s. v. som den især søger ved Vandløbenes Bredder. Buskmændene siges at efterstræbe den ivrigt for at faa Gift til Pilene. Daboja eller Tic-Polonga (V. eleg (his') er Singalesernes Benævnelse paa en ostindisk Hugorm, der bliver lige saa stor som sin afrikanske Slægtning og overgaar den i Farvens og Tegningens Skønhed. Disse Slanger er nemlig paa gulbrun Bund tegnede med en sammenhængende Række af langagtig firkantede, i Midten brune, sort indfattede Pletter; langs ned ad Siden findes der nogle lignende, men afrundede og fra hverandre adskilte Pletter. løvrigt varierer Farven meget, og Singaleserne skelner imellem en Mængde Afarter. — Denne Hugorm er udbredt over hele Indien fra Bombay til Bengalen; den findes ogsaa paa Ceylon og sandsynligvis ligeledes i Bagindien samt paa Sumatra. I visse Egne skal den være overordentlig almindelig. Indierne frygter den langt mere end Brilleslangen, rimeligvis paa Grund af dens udpræget natlige Levemaade. Af de talrige Dødstilfælde som Følge af Slangebid, der aarlig indtræffer paa Ceylon, skyldes muligvis de fleste denne Slange, fordi den ikke sjældent kommer ind i Husene og endog lægger sig til Ro der hen ad Morgenen. Saaledes fandt en af Tennents Venner, at en Æske, hvori han søgte noget, var optagen af en Tic-Polonga, som havde lagt sig til Ro der. Singaleserne paastaar, at Dabojaen og Brilleslangen lever i bittert Fjendskab, og at den førstnævnte altid er den angribende. Denne sandsynligvis urigtige Mening har fremkaldt det indiske Ordsprog: »De hader hinanden som Brilleslange og Tic-Polonga«. Næst efter Aspis-Slangen har ingen Giftslange sysselsat de Gamle mere end den ægyptiske Hornslange (Gerastes), hvis vigtigste Kendetegn bestaar i en Udvækst som et lille Horn over hvert Øje. Denne Udvækst dannes enten af en enkelt Hornspids af Form som en Torn eller af flere tilspidsede, opretstaaende Skæl. Hornslangen (C. cornutus') røber straks, at den tilhører Ørkenen; thi Sandets, Farve er som afspejlet paa dens Skælbedækning. Grundfarven er mere eller mindre livlig gulgraa; Tegningen bestaar af mørkere Tværpletter. Udvoksne Eksemplarer opnaar en Længde af 65 Ctm. Hornslangen er udbredt over hele Nordøstafrika og forekommer ligeledes hinsides det røde Hav. Den lever væsentlig i Ørkenen, om Dagen for Størstedelen skjult i Sandet og altid paa Steder, hvor der vidt og bredt ikke findes Vand. Som alle Natslanger nærmer den sig Lejrilden og forstyrrer ikke sjældent de trætte Rejsende. Hele Lejren kommer da paa Benene; enhver