Dyrenes Liv: II Fugle, Krybdyr Og Padder

PADDERNE 511 holdenhed, hvormed de gentager de samme Toner; i andre Jordstrøg kan de virke ligefrem forstyrrende ved den til Dels meget støjende Musik; og medens de hos os levende Arter med fuld Føje henregnes til de nyttige Dyr, overfalder Familiens største Arter i Amerika og Indien ikke sjældent Fjerkræ og andre smaa Husdyr. Desuagtet har de egentlig intetsteds skaffet sig Fjender og bliver heller ikke som Tudserne betragtede med Modbydelighed. Tværtimod efterstræbes de i flere Lande som et Slags Vildt, paa hvis velsmagende Kød man sætter Pris. Indiens Skove er i højere Grad end nogen anden Regions Svævedyrenes Hjem. Vi har allerede gjort Bekendtskab baade med Pattedyr og med Krybdyr, som paa Grund af Hudens Udvikling til Faldskærme med større eller mindre Ret har faaet Tilnavnet »flyvende«. Hvor vidunderlige disse Tilpasningsformer end forekom os, — med Flyveegern og Drager var vi dog paa Forhaand nogenlunde fortrolige. Mangen en Skolebog belærer jo derom. Men en flyvende Frø lyder som et Æventyr, opdigtet af en naiv Ind-fødts eller en sensationssøgende Rejsendes Fantasi. Man kan da tænke sig Wallaces Forbauselse ved en Dag under sit Ophold paa Borneo at blive præsenteret for et saadant, som det synes den Gang (1855) uanet Væsen. Han fortæller herom i sin Beskrivelse: »En af de mærkeligste og interessanteste Padder, jeg traf paa Borneo, var en stor Løvfrø, der blev mig bragt af en kinesisk Arbejder. Han forsikrede mig, at han havde set den komme ned i skraa Retning fra et højt Træ, som om den fløj. Ved at undersøge den fandt jeg, at Bagtæerne var meget lange og forbundne med Hud helt ned til den yderste Spids, saa at de i udspredt Stilling dannede en Flade, der var meget større end Kroppens. Ogsaa Fortæerne var indesluttede i en Hud, og Kroppen kunde pustes stærkt op. Ryggen og Lemmerne havde en dyb, skinnende grøn Farve; Undersiden og det inderste af Tæerne var gule, medens deres Forbindelseshud var sort med gule, straaleformige Linier. Legemet var omtrent 10 Centimenter langt, medens hver Bagfods Hud, fuldt udbredt, dækkede en Overflade af 25 Kvadratcentimeter og alle fire Fødders Hud tilsammen omtrent 80 Kvadratcentimeter. Da Taa-spidserne er udvidede til Fasthæftningsskiver og altsaa viser, at Dyret er en ægte Løvfrø (se nedenfor), er det vanskeligt at tænke sig, at Tæernes overordentlig store Hud skulde tjene blot til Svømning, og Kineserens Udsagn, at det fløj ned fra Træet, bliver mere troværdigt. Dette er, tror jeg, det første Eksempel, man kender, paa en »flyvende Frø«, og det har stor Interesse for Darwinister, da det viser, at Variationsævnen hos Tæerne, — der allerede i Forvejen var bievne omdannede til Svømmebrug og til Fasthæftning under Klatring — har kunnet sætte en beslægtet Art i Stand til at bevæge sig gennem Luften paa Dragens Vis. Den synes at være en ny Art af Slægten Rhacophorus, der omfatter adskillige Frøer,