Kongegravene I Ringsted Kirke
Aabnede , istandsatte og dækkede med nye mindescene ved Hans Maiestæt Kong Frederik Den Syvende

17 I Anledning saavel heraf, som af et samtidig berammet Landsting var en saa stor Hob Folk strømmet til Ringsted, at Kong Valdemar den nævnte Dag kunde samles i Klosterkirken med alle de fornemste og mægtigste Mænd i Landet, med en utrolig Mængde af Almuen og i Særdeleshed med de vigtigste Geistlige i Riget. Foruden Erkebiskop Stephen af Upsal, Kong Valdemars Sendebud til Rom, og Helge eller Hellig udvalgt Biskop i Opslo, var der otte danske Bisper tilstede, nemlig Eskil, Erkebiskop i Lund, Absalon af Roeskilde, Simon af Odense, Svend af Aarhuus, Rolf eller Rudolph af Ribe, Tyge af Børglum, Niels af Viborg og Frederik af Hedeby eller Slesvig. Erkebiskop Eskil, den Samme, der i Aaret 1145 eller 1146 som hemmelig Tilhænger af Knud Magnusen havde villet hindre Valdemar pg Svend i at optage Hertug Knuds Legeme af Graven og lægge det paa en Baare, hvilket de dog udførte, var nu netop den, der meest havde tilskyndet Valdemar til at faae hans Fader anerkjendt som Helgen. Efter Ligets tidligere Optagelse af Graven, maa det igjen være bleven nedlagt i samme. Idetmindste hedder det, at Erkebiskop Eskil nu selv løftede den hellige Knuds Legeme op af Graven, indsvøbte det i hvidt Silketøi, nedlagde det i et forgyldt Skriin og hensatte det paa det høie Alter, som dengang maa have staaet længere tilbage mod Øst i Choret, end det nuværende Alter. Efter Skriinlægningen blev sunget en Collect og Knuds Helgenhistorie oplæst, hvorpaa det forsamlede Folk istemmede: »Lovet være den Herre Jesus Christus, som har beskikket Hellig Knud til Sjællands Skytspatron«. Da denne Høitidelighed var endt, kronedes Kong Valdemars syvaarige Søn Knud (født 1163), som allerede 1164, ikkun eet Aar gammel, havde faaet Kongenavn af Faderen, som to Aar efter i Egenskab af Thronfølger var bleven hyldet af Rigets Stormænd, og som vistnok nu formelig var bleven hyldet paa det i Ringsted forsamlede Landsting. Valdemar havde ladet ham sætte purpurklædt paa den kongelige Stol ligefor Alteret og følgelig lige over for hans Bedstefaders nye Helgenskriin. Knud blev her høitidelig salvet og kronet som Valdemars Efterfølger (af Erkebiskop Eskil), hvorved Valdemar strax aabenbart viste, at den hellige Hertug Knud vel var Sjællands, men ogsaa særligt Kongeslægtens Skytspatron, ja Valdemar lod endog formode, at Hertug Knuds Canonisation var fremmet med saa megen Iver af Hensyn, ikke alene til Religionens, men ogsaa til Kongefamiliens Tarv. Ringsteds »Set. Bendts« eller »Vor Frue« Kirke havde imidlertid, som Hvilested for den berømte Helgen Knud Hertug, vundet fornyet Betydning for Geistligheden og Kongehuset. Folkets Tro til de Helliges Kraft var paa den Tid ligesaa stor, som Geistlighedens Iver for at fremdrage hidtil ubekjendte Helgene. Ikkun faa Aar efter Sanct Knud Hertugs Skriinlægning fik saaledes Valdemars Fortrolige Biskop Absalon ligeledes en Helgen i sin Slægt, idet han (omtrent 1176) lod sit Sødskendebarn Margrethe af Ølsie, hvem hendes egen Mand havde myrdet, optage af Graven og skriinlægge i Vor Frue Kirke i Roeskilde. Ved denne Leilighed havde Biskop Absalon raadspurgt ikke alene Abbeden Simon i hans eget Kloster i Sorø, men ogsaa Rikard, Abbed i Klostret i Ringsted. I slig en Helgen-Tid have sikkert Mange af dem, der vare tilstede ved Sanct Knud Hertugs Skriinlægning i Ringsted, strax offret rundelige Gaver til Kirken og Klostret. 1 Canonisationsaaret 1170, maaskee i Anledning af Høitideligheden, skjænkede Erkebiskop Eskil Ringstedkloster et Capel i Halland med Fiskeri og Tiende af Hof Sogn, hvis Kirke Kong Valdemar forhen havde foræret Brødrene. Og Kong Valdemar selv synes ved samme Tid at have forundt Klostret den Herlighed, at Enhver, som vilde give en Part af sin Hovedlod dertil, skulde være fritaget for al kongelig Ret og Krav. Tilstrømningen senere hen allevegne fra til den nye Helgens Skriin maatte give Klostret og Kirken grundet Haab om endnu mere forøgede Indtægter i Fremtiden. Det var derfor intet Under, at baade Klostret og Kirken toge Navn efter Sanct Knud Hertug, saa Klosterkirken fra nu af fore- kommer med sit tredie Navn »Sanct Knuds Kirke i Ringsted«. Sanct Knud Hertug eller »Martyr«, som han benævnes paa omstaaende, under Fig. 1 afbildede, af Kloster- raadet eller Conventet benyttede Segl1, blev igjen af sit Begravelsessted kaldet »Sanctus Kanutus Ringstadiensis«, ’ Dette Segl med Omskrift „Sigillum Sancti Kanuti martiris de Ringstath", som forestiller Klostrets Abbed knælende foran Sanct Knud Martyr, og 3