Kongegravene I Ringsted Kirke
Aabnede , istandsatte og dækkede med nye mindescene ved Hans Maiestæt Kong Frederik Den Syvende

INDLEDNING. Af de forskj ellige Kirker omkring i Landet, der i Middelalderen efterhaanden bleve valgte til Hvilesteder for de jordiske Levninger af de danske Konger og deres Slægt, er der ingen, der indeslutter saa mange og saa minderige Kongegrave som det gamle Benedictinerklosters Kirke i Ringsted. Da Hertug Knud Lavard den 7de Januar 1131 var bleven myrdet i Haraldsted Skov og Kong INiels ikke vilde tillade at han maatte begraves i Roes- kilde af Frygt for Opløb i denne By, blev han nemlig ført til Ringsted og jordet i den derværende Klosterkirke, og denne blev derved indviet til Hvilested for hans Efterkommere, der ønskede at jordes sammesteds som deres hellige, blandt Martyrernes Tal optagne Stammefader. Det var Valdemarerne og deres Slægt og Efterfølgere i et langt Tidsrum, hvis jordiske Levninger Kirken saaledes kom til at indeslutte, og til Kongegravene i dens Skjød knytter sig Erindringen om eet af de meest glimrende Afsnit i Danmarks Historie. Det maatte derfor fremkalde et ubehageligt Indtryk at see den slette Forfatning hvori de Liigstene vare, som før September 1855 dækkede de kongelige Grave i Ringsted Kirke. Den hellige Knud Lavard Hertug af Sønder-Jylland, Kong Valdemar den Første, hans Dronning Sophia og hans Søn Hertug Christopher af Sønder-Jylland, Kong Knud den Sjette, Kong Valdemar den Anden, begge hans Dronninger Dagmar og Beengjerd, hans Søn den udvalgte Kong Valdemar den Tredie, og endelig Kong Erik Clippings Datter Margrethe med hendes Ægtefælle Kong Birger Magnussen af Sverrig: — alle disses Grave vare i Kirkens Gulv antydede ved aflange, fiirkantede Liigstene, paa hvis Midte korte latinske Indskrifter vare udhugne. Men som Minder om Kongegravene maatte disse Liigstene ansees for aldeles usømmelige, da de for en Deel vare sønderbrudte og Indskrifterne, ved stadigt at betrædes., næsten ganske vare udslidte. De vare derhos uden antiqvarisk Værd i Forhold til de Grave de dækkede, idet de efter de derpaa værende Bogstavers Form kun kunde antages at være 2 å 3 Aarhundreder gamle og upaatvivlelig alle vare anskaffede og nedlagte i Kong Frederik den Andens Tid, paa en enkelt nær, der var endnu yngre. Da Inspecteuren over de antiqvarisk-nationale Mindesmærker i Danmark, Professor I. I. A. Worsaae, ved et Besøg i Ringsted for henved 5 Aar siden var bleven opmærksom paa denne Liigstenenes lidet sømmelige Til- stand og paa samme Tid erfarede at Kirkebestyrelsen agtede at lade Kirkens Gulv omlægge, ansaae han Øieblikket for særdeles gunstigt til om muligt at faae de daværende Liigstene borttagne og erstattede med nye. Han indgik derfor under 8de Januar 1851 med en Forestilling til Overdirectoratet for de kongelige Kunstsamlinger om at bevirke, at Ministeriet for Kirke- og Underviisningsvæsenet ved den forestaaende Omlægning af Gulvet i Ringsted Kirke vilde foranledige, at de ovennævnte 10 Liigstene bleve borttagne og, efter en forudgaaet Undersøgelse af Kongegravenes virkelige Beliggenhed, erstattede med nye Granitstene med korte indhuggede Indskrifter1. Saavel 1 Ved samme Leilighed indstilledes, at de øvrige mærkelige Liigstene i Ringsted Kirkes Gange, navnlig over de sidste Abbeder i Ringsted Kloster, hvilke Liigstene ved idelig at betrædes af de Kirkebesøgende ligeledes vare deres fuldkomne Ødelæggelse nær, maatte blive optagne og til fremtidig sikker Bevaring hensættes ved Væggene i den Fløi af Kirken, der tidligere havde været benyttet som Materialhuus. Denne Indstilling approberedes og Liigstenene ere nu opstillede som foreslaaet; men forinden er der oplaget en fuldstændig Plan over Kirken, og Liigstenenes oprindelige Plads er nøiagtigt afsat derpaa.