ForsideBøgerVandets Bevægelser Og Var…t Og De Nordpolare Have

Vandets Bevægelser Og Varmens Fordeling I Atlanterhavet Og De Nordpolare Have

Forfatter: S. Fritz

År: 1893

Forlag: C. W. Stincks Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 27

UDK: 551 46

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 36 Forrige Næste
 22 polare Overfladevand nærmest den sydlige Deel af Grønland og nærmest Newfoundlands Kyster undtages; Kredsløbs- bevægelsens Virksomhed naaer altsaa kun ned til den Dybde i Havet, hvori 3 Graders Varme fore- kommer. I Vandmassen ovenfor denne Dybde bliver da Varmens Fordeling, foruden at den afhænger af Solvarmens Virkninger, tillige afhængig baade af Kredsløbets æqvatoriale og af dets tilbagevendende polare eller erstattende Be- vægelser, og Varmegraden vil altsaa ikke overalt i denne Vandmasse aftage nedad i samme Forhold til den voxende Dybde, idet de erstattende Vandmassers Varmegrad afhænger af de Veie, de have gjennemløbet. Ifølge Temperaturmaalinger forekommer Vand med 3 Graders Varme i det Nordlige Atlanterhav i en Dybde af 1200 å 1300 Favne, medens Varmegraden fra denne Dybde ned til Søbunden kun aftager fra 3 Grader til 1 å 2 Grader, enten Havets Dybde kun naaer lidt over 12 å 1300 Favne, eller dets Dybde naaer 2000 til 3000 Favne. Med Hensyn til Dybderne bestaaer Havet af to dybe Dele, en østlig og en vestlig, der adskilles ved mindre dybe Partier, og i den østlige Deel er Varmen almindeligt 2 Grader ved Søbunden, medens den i den vestlige Deel almindeligt er omtrent 1 Grad; derimod viser denne Varme sig uafhængig af Bredegraden, idet den træffes lige høi ved Æpvator og i Havets nordligste Dele. Varmens Fordeling maa da afhænge af andre Bevægelser i den Deel af Vandmassen, der ligger nedenfor 12 å 1300 Favnes Dybde, end i den ovenfor liggende Vandmasse, og da navnligt afhænge af de ved Maanens Virkninger skabte daglige T idevands- bevægelser. Da Kraften, hvormed to Himmellegemer tiltrække hin- anden, bliver mindre, naar Afstanden imellem Legemerne forøges, er Virkningen af Maanens Tiltrækningskraft svagere i Omkredsen af den af Jordens Halvkugler, der belyses af Maanen, end i det øverste Punkt af Halvkuglen, hvor Af- standen fra Maanen er en Jordradie kortere. I Toppunktet af den belyste Halvkugle vil Virkningen af Jordens Til- trækningskraft altsaa være svagere og Vandmassens Vægt mindre end i Halvkuglens Omkreds, og i den underliggende ubelyste Halvkugle bliver samtidigt Vægten ligeledes mindre