Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920

Hjælpestrømskredsløbet. Virkningen gaar i Retning af at gøre Vibrationerne langsommere og desto mere jo større Modtagekondensatoren c er, men er iøvrigt kun ufuld- stændig opklaret. Af hvad jeg nu har oplyst fremgaar, hvorledes Hjæl- pestrømskredsløbets forskellige Størrelser indvirker paa Vibrationernes Hastighed, saavel naar p ligger over som under Grænseværdien. I Praksis arbejdes der altid noget under denne, hvilket er nødvendigt for at faa regelmæs- sige Prikker, men for Opnaaelse af Maksimum Arbejds- hastighed - og navnlig paa lange Kabler — gælder det om at finde en Relaisbalance, i hvilken Forskellen mellem Grænseværdien og den benyttede Værdi af p bliver saa lille som muligt; thi derved udnyttes Svingningernes Virk- ning bedst og paa Grund af den Tendens, som Relaiset, naar p ligger i Nærheden af Grænseværdien, har til at slaa over fra langsomme til hurtige Vibrationer og om- vendt, bliver den Kraft, der skal præsteres af Liniestrøm- men for at standse Vibrationerne paa behørig Maade, gan- ske minimal. Ved Arbejde med Gulstad’s Relais gennem korte Kabler var det en Tid lang vanskeligt at opnaa den til saadanne Kabler svarende høje Arbejdshastighed, fordi p af Hensyn til Hjælpestrømskurvens Form skulde have en høj Værdi, hvilket er uforeneligt med Opnaaelse af det fornødne Antal Vibrationer, selv om der benyttedes en høj Værdi af m, men i dette Forhold opnaaedes en meget betydelig Forbedring ved Indførelse af Modstanden I, der oprindelig er foreslaaet af Det Store Nordiske Tele- graf-Selskabs nuværende Stationsbestyrer i Göteborg Hr. V. Christiansen. Brug af I bevirker foruden forøget Vi- brationshastighed, at m kan formindskes, hvilket inden- for visse Grænser giver bedre Formning af Hjælpestrøms- kurven og samtidig falder Grænseværdien for p. Paa længere Kabler er Nytten af 1 derimod mindre udpræget. Jeg skal nu kort resumere, hvorledes de forskellige Størrelser virker paa Hjælpestrømskurven i dens Helhed: En Formindskelse af p maa forøge Kurvens Stigning i dens hele Forløb, idet baade Svingningens og Indlad- ningsstrømmens Styrke forøges; derimod vil Forandringer i Modstanden n væsentlig kun influere Kurvens bageste Del, der vil stige desto stærkere jo mindre n gøres. Kon- densatorerne a, m og tildels c virker hovedsagelig paa Stigningen af Kurvens forreste Del og saaledes, at den bliver desto stejlere, jo større m og jo mindre a og c gø- res. Det vil nu forstaas, at det med en vis Relaisbalance opnaaede Antal Vibrationer ogsaa kan faas med en anden Relaisbalance, i hvilken f. Eks. baade m og p + n er for- andret, men at Stregkurvens Form bliver forskellig i de to Balancer, r og I bevirker ved henholdsvis at forsinke og fremskynde Svingningerne, at Kurvens forreste Del for- skydes saaledes, at den stiger henholdsvis langsommere og hurtigere. Forud at angive de Værdier, som svarer til størst mulig Arbejdshastighed paa et givet Kredsløb, er paa Teoriens nuværende Standpunkt ikke muligt, men der kan gives visse Reguleringsregler og ved at observere Relaissignalerne paa et Medlæsningsapparat, er det med fornøden Erfaring en nogenlunde let Sag at indregulere til Maksimum Arbejdshastighed. Dette gælder dog kun for Wheastone Systemet, hvis Alfabet er læseligt f. Eks. paa en Undulator, men ikke uden videre for Systemer, der er baserede paa de tidligere omtalte 5 Enheds Alfa- beter, hvis Bogstaver løber i et uden Mellemrum, og som derfor maa omsættes til Typetryk, inden de kan læses. Dette forekommer mig at maatte være en meget væsent- lig Hindring for saadanne Alfabeters Anvendelse ved Ar- bejde med Gulstad’s Relais paa Kabelkredsløb, hvor det netop er af stor Betydning for paalideligt Arbejde at kunne læse med og foretage Regulering, saa snart saadan udkræves. Hvad Formningen af Liniestrømmens Kurve angaar, sker den hovedsagelig ved Hjælp af Kondensatoren c og Shunten s, og bliver desto stærkere, jo mindre Kondensa- toren og jo større Shuntens Modstand vælges, idet en Formindskelse af c foraarsager, at den første Del af Liniestrømmens Kurve bliver stejlere, medens en For- øgelse af s bevirker, at den bageste Del af Streg- kurven bliver fladere. En lignende Virkning, som af s opnaas ved at indsætte en Afledning paa Linien umid- delbart foran Relaiset, hvilket vil medføre, at en Part af den bageste Del af Stregkurvens Strøm afledes til Jord, hvorved Stregkurven bliver fladere, og desto mere jo la- vere Afledningens Modstand gøres. Naar Afledning benyt- tes, hvilket næsten altid er Tilfældet i Praksis, bliver Mod- standen s mindre, hvilket maa antages at have nogen gavnlig Indflydelse ved at lette Udladningen af Konden- sator c. Afledningens Virkning bliver endnu mere udpræ- get, hvis der i Serie med Modstanden indskydes en Selv- induktion, idet den paa lignende Maade som Kondensator c vil medvirke til at gøre den forreste Del af den mod« tagne Stregkurve stejlere. De nævnte Midler, som benyt- tes til Formning af Stregkurverne, bidrager naturligvis og- saa til at gøre Prikkerne kraftigere i Forhold til Stregerne, hvilket dog er af underordnet Betydning ved Arbejdet med Gulstad’s Relais, som selv frembringer Prikkerne. Formning af Signalerne opnaas altid kun paa Bekost- ning af deres Størrelse, og det betaler sig ikke at gaa for vidt i denne Retning f. Eks. ved at formindske c under en vis Værdi, idet der vindes mere ved en moderat Form- ning og en dertil svarende Afpasning af Hjælpestrøms- kurven. I denne Forbindelse vil jeg ikke undlade at næv- ne, at Forstærkere, med hvilke vi for Tiden eksperimen- terer, synes at aabne Muligheder for yderligere Forøgelse af Arbejdshastigheden ved Modtagning paa Gulstad’s Re- lais, idet en videregaaende Formning af Signalerne bliver mulig, naar Forstærkning benyttes. Et Indtryk af Relaisets Præstationer i Praksis kan faas ved Sammenligning mellem Fig. 21 og 22, som viser henholdsvis Signaler modtagne paa en fint indreguleret Undulator med en Hastighed paa ca. 100 Ord pr. Minut gennem et ca. 1000 Kilometer langt Kabel og de tilsva- rende Signaler modtagne paa Gulstad’s Relais og videre- sendt gennem en Modstand til en Undulator