Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920

Foruden de Sikkerhedsbestemmelser af forskellig Art, jeg nu har omtalt, giver Loven i sit Kapitel 2 som Konse- kvens af Stærkstrømsanlægenes farlige Karakter Hjem- mel for, at Ejerne af saadanne Anlæg, hvis disse forvolder Skade, skal være erstatningspligtige for saadan Skade efter Regler, der er strengere end dansk Rets almindelige Regler om Erstatningspligt. Skønt disse Erstatningsregler er spe- cielt angivne i Lovens §§ 5—7, er de dog ikke væsentlig forskellige fra, hvad der gælder om andre, af Lovgivnin- gen som farlige betragtede Anlæg og Virksomheder; til- svarende Erstatningsregler blev først ved en Lov af 26. Marts 1898, hvortil Gentofteulykken var Foranledningen, givne for Tab og Skade ved Jærnbanedrift og er senere bl. a. ogsaa optagne i Automobillovene. Da der saaledes ikke her er Tale om noget for elektriske Stærkstrømsanlæg særskilt, skal jeg begrænse mig til derom at nævne, at Be- visbyrden for, at der ikke ved Anlægets Drift er vist nogen Art af Uagtsomhed, er lagt over paa Anlægets Ejer, hvilket faktisk gør det meget vanskeligt for denne at und- gaa Erstatningsansvar, naar det foreligger godtgjort, at Skaden hidrører fra Stærkstrømsanlæget, samt at Lovens § 6 hjemler Adgang til ogsaa at lade Erstatningen om- fatte Tab af Forsørger og andet, som det i alt Fald kan være tvivlsomt, om de almindelige Erstatningsregler vilde kunne føre til. Hidtil har vi kun beskæftiget os med Bestemmelser, som lægger Baand, Indskrænkninger og Byrder paa Stærkstrømsanlægene og deres Indehavere; i sit Kapitel 3 vender Loven imidlertid sin anden Side til og giver Stærk- strømsanlægene visse særlige Rettigheder for at lette de- res Udbredelse. Saalænge der kun var Tale om smaa Lav- spændingsanlæg i Landsbyerne, kunde man saa nogen- lunde forhandle sig til Rette om Ledningernes Fremføring, men da Højspændingsanlægene med Udbredelse over store vidtstrakte Omraader tog Fart, fordi man erkendte, at dette var den mest økonomiske Maade at skaffe Befolk- ningerne Adgang til elektrisk Lys og Kraft, blev det sam- tidig en Nødvendighed, at Loven skabte Mulighed for at hindre Modstand mod deres Fremførelse; det kunde ikke være en enkelt genstridig Sognekommune endsige en en- kelt privat Lodsejers Sag ved Nægtelse af Ret til Opstil- ling af Master eller Transformatorstationer at hindre et stort, almennyttigt Anlægs Gennemførelse. Der maatte med andre Ord aabnes Adgang til Ekspropriation, og det er netop dette, som er Genstand for Ordning i Lovens Ka- pitel 3. En nøjere Redegørelse for dette Kapitels Indhold til- lader Tiden ikke her at give; jeg maa henvise Dem, der ønsker at sætte sig nøjere ind deri til »Teknisk Tidsskrift« for 1917 Nr. 16, hvor der findes optaget et Foredrag om Emnet, som jeg i sin Tid holdt i Elektroteknisk Forening; skulde nogen ønske Særtryk deraf, staar et begrænset An- tal Særtryk til Raadighed ved Henvendelse til Elektrici- tetskommissionen. Hermed tror jeg i det væsentlige at have gennemgaaet Hovedtrækkene af den for Tiden gældende danske Stærk- strømslovgivning. Jeg kunde tænke mig, at man mulig nu kunde ønske at høre noget om, hvorvidt disse Lovbestem- melser i deres godt 13aarige Levetid skønnes at have vir- ket tilfredsstillende. En indgaaende Drøftelse heraf til- lader Tiden ikke; det maatte jo i væsentlig Grad blive D’Herrer som udtalte sig herom; men jeg maa have Lov at omtale et Par enkelte Spørgsmaal af særlig Betydning nemlig Spørgsmaalet om, hvorvidt den uindskrænkede Ret til Udførelse af Stærkstrømsanlæg indenfor Sikkerhedsbe- stemmelsernes Ramme bør opretholdes, og Spørgsmaalet om Konflikten mellem Stærkstrøm og Svagstrøm. Der har været Tider, hvor man fra Ingeniørernes Kreds under Henvisning til, at Udviklingen af Stærkstrøms- anlægene ikke skete saaledes, som man baade af ingeniør- mæssige og samfundsøkonomiske Grunde maatte finde det rigtigst, har rejst Ønske om, at Staten skulde gribe ind og ved en regulerende Lovgivning retlede Udviklingen. — Uindskrænket Frihed fører altid visse Ulemper med sig, og der har nogle faa Gange i de forløbne Aar været Til- fælde, hvor man har projekteret ind i hinanden gribende Højspændingsanlæg paa en saadan, jeg kan godt sige, van- vittig Maade, at man i første Øjeblik virkelig kunde ønske at have Loven til Hjælp; men det er dog hver Gang lykke- des ved en fornuftig Indgriben uden Tvang at faa en rimelig Ordning tilvejebragt, og kan — som jeg lige har sagt — Friheden undertiden medføre visse Ulemper, saa er det lige saa sikkert, at Loven altid virker som Baand og Tvang, og at det alle Dage og paa alle Omraader har været vanskeligt at faa Loven med dens stive, ensartede Karakter til at virke tilfredsstillende i de mange enkelte Tilfælde, som Livets brogede Mangfoldighed nu en Gang skaber. For mit Vedkommende er jeg derfor ikke i nogen Tvivl om, at man skal holde paa Friheden, og at de, der først og fremmest er kaldede til at holde paa den, er In- geniørerne. Vanskeligere er det andet Spørgsmaal, jeg nævnede angaaende Konflikten mellem Stærkstrøm og Svagstrøm. Her maa nemlig gives Lovregler paa et Omraade, hvor ikke blot vigtige og vanskelige ingeniørmæssige Spørgs- maal først kræver en Afgørelse, men hvor ogsaa vidtrækkende PengeinteresSer staar paa Spil og sæt’ ter Sindene i en dertil svarende Bevægelse. Stærkstrøms- loven har nu sikkert grebet rigtigt, naar den i sin § 3 har henvist disse Spørgsmaal til Afgørelse ved særlige, sag- kyndige Nævn, men — som jeg før udviklede for Dem — har Loven ikke begrænset sig til Indførelse af Nævn; den har bundet Nævnene til en Regel om, at det ældre Anlæg altid skal have Fortrinet, og denne Regel kan der vist- nok med Føje rejses Tvivl om Rigtigheden af. Den ene- ste ansete Jurist, som saavidt mig bekendt, har beskæftiget sig med disse Spørgsmaal, nemlig afdøde Professor Meili i Zürich, er med stor Styrke draget til Felts mod denne efter hans Mening ganske urimelige Regel, der foretager Afgørelsen efter en mer eller mindre tilfældig tidsmæssig Prioritet; han hævder i Modsætning dertil, at der i Til- fælde som de heromhandlede er Tale om Ordning af en Række sammenstødende Interesser, som maa ordnes efter det enkelte Tilfældes Beskaffenhed under behørig Hensyn- tagen til alle de samfundsmæssige Interesser, Stærkstrøm, Svagstrøm, Veje og Jærnbaner, som staar paa SpiL Jeg er tilbøjelig til at tro, at han har Ret, men Spørgsmaalet er egentligt ikke aktuelt som Retsspørgsmaal, thi først maa D’Herrer Ingeniører paa Stærkstrøms- og Svagstrøms- omraaderne se at blive enige om Hovedprincipperne for Ordningen, saa skal Retsvidenskab og Administration nok være rede til at bringe Sagen i behørig lovmæssig Orden. Og lad mig saa til Slutning kun sige dette i al Al- mindelighed: